L&F langer ud efter ammoniak-krav

Viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt frygter, at landbrugsproduktionen flytter andre steder hen

Det er uansvarligt at fastholde et krav om 24 procent reduktion af den danske udledning af ammoniak frem mod 2020, som regeringen torsdag har meldt ud.

Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer (L&F) i kølvandet på, at Miljøministeriet har fremlagt en ny analyse fra Københavns og Aarhus Universiteter.

I forbindelse med offentliggørelsen har ministeriet tilkendegivet, at man holder fast i målsætningen om, at Danmark frem mod 2020 skal have reduceret sin udledning med ammoniak med 24 procent.

Hos L&F konstaterer man, at det er fire gange højere end EU-gennemsnittet. Organisationen er nu gået i gang med at kulegrave indholdet af rapporten fra de to universiteter.

- Foreløbig må vi konkludere, at rapporten blandt andet er baseret på nogle urealistiske forudsætninger om brug af miljøteknologi, siger viceformand i L&F Lars Hvidtfeldt og tilføjer:

- Jeg tvivler på, om der overhovedet er plads til vækst, når regeringen vælger at fastholde et krav om 24 procent ammoniakreduktion. Vi risikerer, at landbrugsproduktionen i stedet flytter til lande, hvor kravet til udledningen af ammoniak er langt mindre.

Paradoks

Hos L&F peger man på, at ideen med EU-direktivet om at reducere den europæiske udledning af ammoniak er, at luften omkring os skal gøres renere:

- Derfor forekommer det paradoksalt, at den danske udledning skal reduceres med 24 procent i perioden 2005-2020, mens det samlede reduktionsmål for EU ligger på seks procent og for eksempelvis i Tyskland på fem procent. I Polen er der derimod mulighed for at øge udledningen frem mod 2020.

Læs også