Stabilitet præger landbrugsforening

Forud for generalforsamlingen i KHL fremhæver formand Thomas Hansen blandt andet, at medlemstallet næsten holdes på status quo

Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) holder onsdag aften generalforsamling, og forud for den ser formand Thomas Hansen frem til at aflægge sin beretning.

For ifølge formanden har KHL – trods krise i landbruget – klaret sig godt igennem 2014:

- KHL, som har godt 70 ansatte, kan præstere et årsresultat på 258.000 kroner på baggrund af en omsætning på 43,8 millioner kroner. Resultatet er som budgetteret, og KHL er på alle fronter præget af stabilitet.

- Vi har blandt andet formået – næsten – at holde status quo på medlemstallet, og det er flot i en tid, hvor antallet af landmænd reduceres tydeligt år for år.

KHL har nu 809 medlemmer mod 814 for et år siden.

Thomas Hansen pointerer, at KHL – i disse for landbruget svære tider – ikke skal være en pengemaskine.

Således skal rådgivningsenheden ikke opkræve mere, end der er behov for til daglig drift, løbende kompetenceopbygning samt udvikling af personalet, fastslår formanden.

Læs også