Sejet Planteforædling udvikler sorter, hvor udbytteniveau og robusthed bedres løbende.
- Der sker meget. Både i forædlings- og
forskningsprojekter. Men det har der nu gjort længe.
- Genetik er svaret på mange udfordringer.
Sådan lyder det fra direktør hos Sejet Planteforædling,
Birger Eriksen, på spørgsmålet om, hvorvidt der forædles med henblik på at
udvikle robuste og resistente afgrøder med en højere produktivitet og et lavere
pesticidforbrug.
- Vi ser hele tiden fremskridt i sortsudviklingen inden
for højere udbytter og robuste afgrøder. Men desværre bliver vores udvikling
ædt op af rammebetingelser om blandt andet mindre næringstildeling.
- Så det, vi gør, er snarere at holde hånden under
afgrøderne. Vi formår at holde niveauet, til trods for, at landmandens mulighed
for at få det bedste ud af afgrøden er svækket, siger Birger Eriksen.
- Jeg ville ønske, at vi i stedet kunne se fremskridtene.
At vi tydeligt kunne se de forbedringer, der ligger i de nye sorter med højere
udbytter og større robusthed.
Sorterne skal håndtere flere faktorer
Birger Eriksen fremhæver dna-teknologi og genomisk selektion
som metoder, der kan være med til at give et markant løft i sortsudviklingen.
- Vi skal fremavle sorter, der kan håndtere mange faktorer
på en gang, siger han.
- Og her er genetiske markører, der gør det muligt at
identificere specifikke gener i forædlingsmaterialet, en stor hjælp.
- Genetikken skal være mere robust og stabil, og afgrøden
skal eksempelvis kunne præstere både under tørkeforhold og megen nedbør. Det er
vigtigt med redskaber, hvor vi kan håndtere de mange nødvendige egenskaber
samtidigt, konkluderer direktøren.
Birger Eriksen er heldigvis mere fortrøstningsfuld i dag,
end han var for bare 5-10 år siden.
- Den gang var jeg meget skeptisk omkring, hvorvidt det
skulle lykkes os at finde sorter, der kunne tåle de mere ekstreme vejrforhold. Frygten
gik på, om vi kunne imødese så stor variation mellem vækstsæsoner, at det ikke
var muligt at udvikle sorter, der kunne præsterer stabilt over år.
- Den skepsis er delvis manet til jorden. Vi har fundet
sorter i både byg og hvede, der lever op til de forventninger, lyder det fra
Birger Eriksen.
Flere sorter lever op til kravene
Som eksempel giver Birger Eriksen vinterbygsorterne Matros
og Frigg, der ifølge direktøren alle er stabile sorter med et meget højt
udbytteniveau.
For hvede fremhæves sorterne Benchmark og Sheriff, der med
hensyn til udbytte, robusthed og resistens har markeret sig positivt både i
Danmark og flere andre lande i Europa.