Der er stort set ikke solgt traktorer - hverken nye eller brugte - det sidste kvartal af 2014
Tendensen er den samme, om du bor i øst eller vest. Salget
af traktorer er stort set stagneret, både når det drejer sig om nye og brugte
maskiner.
- Indtil august/september knaldede vi traktorer ud, siger
Lasse Høgh Jensen fra Thorup Maskinhandel i Aalestrup ved Hobro.
- Nu går det meget stille, siger han.
Plejer at have travlt
Ifølge Lasse Høgh Jensen plejer de at have rygende travlt
på denne tid af året.
- Men landmændene er forsigtige. De ved ikke, hvor mange
penge de har, og hvor meget de kommer til at tjene i fremtiden. Jeg kan godt
forstå dem, lyder det.
Til trods for de dystre toner i årets sidste kvartal, kan
Lasse Høgh Jensen dog alligevel bryste sig af, at 2014 har været det bedste år
længe.
- Men det er desværre ikke på grund af de danske landmænd.
Vi sælger i stedet til Letland, Litauen, Norge, Sverige og Finland, fortæller
maskinhandleren.
- Og det er traktorer i 200.000-300.000 kroners klassen,
siger han.
Prisen helt i bund
Lasse Høgh Jensen har prøvet at sætte prisen helt derned,
hvor det også gør ondt på ham selv, men uden nævneværdigt resultat.
- Vi har masser af fine, nyere traktorer stående til
rigtigt fornuftige priser, men det har desværre ikke rigtigt hjulpet på de
danske landmænds købeevner, siger han.
Han bakkes op af Søren Schmidt fra Maskincenter Sjælland.
- De danske landmænd har ikke meget at købe for, når de
ikke selv får noget for deres produkter, siger han.
- Og det er gået helt galt det sidste kvartal. Siden Putin
lukkede for markedet, konkluderer Søren Schmidt.
Kræver bedre kornpriser
- Vi skal have hul igennem på bedre kornpriser og højere
afregning for kød og mælk. Så får vi også gang i maskinsalget igen. Jeg har
tilbud liggende i skuffen, som landmændene egentlig rigtigt gerne vil benytte
sig af. Men de vælger at se tiden an, da pengene ikke er der til det, siger
Søren Schmidt.
Forskellen fra sidste år er den største difference længe,
og skyldes ifølge den sjællandske maskinsælger, at der i 2013 var mulighed for
115 procents afskrivninger.
- Det benyttede mange sig af og købte nyt sidste år. De
fremskyndede deres køb, og det mærker vi selvfølgelig ekstra stærkt i år, siger
han.
Også Maskincenter Sjælland har en del salg ud af landet.
- Især det norske marked er attraktivt, da de norske
bønder får så meget tilskud, at de ikke på samme måde er ramt økonomisk.
- Men det er i reservedele og i værkstedet, at vi skal
tjene pengene, når ikke vi sælger så mange traktorer.
- Og heldigvis er de danske landmænd godt klar over, at de
skal passe på deres værdier og vedligeholde efter forskrifterne. Så vi har
heldigvis stadig en god kontakt, siger Søren Schmidt.