Økologisk Landsforening og DTU Fødevareinstituttet forsøger at kortlægge, hvordan kyllinger samler bakterier op i naturen
Økologiske kyllinger har flere campylobacterbakterier end
staldkyllinger. Det viser målinger fra DTU Fødevareinstituttet.
Men ifølge Økologisk Landsforening følger udsættelsen for
campylobacter med et liv i det fri. Og der bliver i øjeblikket arbejdet på
tekniske løsninger, der kan reducere forekomsten af bakterien ved at behandle
kyllingen på slagteriet, oplyser foreningen.
- I øjeblikket ser vi frem til resultaterne af forsøg med
et danskudviklet system, som ved en kombination af damp og ultralyd kan slå
bakterier ihjel på slagteriet, siger fagpolitistik chefkonsulent i Økologisk
Landsforening Sybille Kyed på foreningens hjemmeside.
Samtidig forklarer hun, at Økologisk Landsforening
samarbejder med DTU Fødevareinstituttet om et projekt, der skal kortlægge,
hvordan økologiske kyllinger samler bakterier op i naturen, så risikoen fremover
kan reduceres:
- Økologiske kyllinger er mere udsatte for campylobacter i
og med, at de har adgang til naturen: En høj dyrevelfærd, som økologer,
forbrugerne og ikke mindst dyrene prioriterer højt. Vi vil gerne reducere
risikoen for at dyrene får campylobacter, og DTU Fødevareinstituttet har sammen
med Økologisk Landsforening skrevet et projekt, hvor vi skal indsamle viden om,
hvordan og hvornår de får campylobacter. Før vi ved det, er det svært at sige
hvordan og hvor meget, vi kan reducere forekomsten hos de levende dyr.
Tallene fra DTU Fødevareinstituttet viser, at 90,3 procent
af de økologiske slagtekyllinger var smittet med campylobacter-bakterier sidste
år, mens det gjaldt for 28,2 procent af de konventionelt opdrættede kyllinger.
Campylobacter findes ikke i frosne kyllinger.