Med et kamera i stalden, ved kælveboksen, malkerobotten eller over marken er det muligt at holde øje med dyrene
Hos Jysk IT har man de seneste fem år haft stor succes med
at opsætte kameraer - især hos producenter af kødkvæg, hvor kreaturerne passer
sig selv en stor del af dagen.
- 95 procent af de ejendomme, vi kommer ud på for at sætte
overvågning op, er kvægejendomme, fortæller it-konsulent Jesper Kiib Nielsen.
- Og af de 95 procent har de fleste kødkvæg.
- Det er her, landmanden ofte har andet arbejde ude i byen,
og derfor ikke går ved dyrene i løbet af dagen. Her er det rart at have et
ekstra øje i for eksempelvis kælveboksene, siger han.
Reddede to kalve
Jesper Kiib Nielsen har et eksempel på en landmand, der
det første år, han havde kameraet opsat, nåede at redde to kalve i fødslen, da
han via sin smartphone kunne se, at nu var fødslen i gang, og der var behov for
hjælp.
- Så er udgiften til kameraet jo hurtigt tjent ind,
vurderer it-konsulenten.
Mange landmænd er glade for at kunne holde øje med dyrene,
uden at de behøver at forstyrre dem. Samtidig er muligheden for at kunne udføre
markarbejdet og stadig holde øje derhjemme, ifølge Jesper Kiib Nielsen,
befriende for de fleste.
- Og der spares tid. Før skulle man - midt i markarbejdet
- lige hjem og se, hvordan det stod til. Nu er kameraet på, og man kan følge
med via sin telefon. Det kræver blot, at der er opkobling til nettet, siger
Jesper Kiib Nielsen.
Opkoblingen kan ske via en fast forbindelse eller via et
mobilt bredbånd.
Jesper Kiib Nielsen anbefaler forbindelse til kameraet via
kabel, men muligheden for trådløst er der.
- Vi ser bare langt færre udfald, når vi kører med kabel,
siger han.
Det er ikke nødvendigt med internetforbindelse i de
staldbygninger, der ligger i umiddelbar nærhed af stuehuset.
- Her kører vi bare trådløst mellem stuehus og stald,
forklarer Jesper Kiib Nielsen.
Ser hele stalden
Det kamera, Jysk IT har solgt flest af, er et, hvor der er
mulighed for at se hele stalden, og hvor kameraet kan styres i de retninger,
man ønsker at kigge. Med ti gange optisk zoom og 0,7 megapixel får man, til
cirka 5.000 kroner, et kamera, der kan dække en 50 x 100 meter stald.
Er der behov for, at man også skal kunne se øremærkerne,
skal man lidt op i megapixel. Men det er der også råd for.
- Vi kan levere kameraer med op til fem megapixel, hvis
skarpheden skal være helt i top.
- Men mindre kan nu også gøre det, og køber man et af de
helt store, der kan dreje i alle retninger, med to megapixel og 36 gange zoom,
så har man for omkring 15.000 kroner et kamera, der kan bruges overalt, lyder
det fra konsulenten.
Rækkevidde op til to kilometer
- Faktisk rækker det i en afstand af godt to kilometer, så
hvis man har behov for at overvåge udendørs, og gerne vil holde øje med køerne,
mens de går på markerne, ja, så er der fin mulighed for det, forklarer Jesper Kiib
Nielsen.
Det er også muligt at sætte en optageboks på kameraet, så
man kan se, hvad der er sket helt tilbage til for en måned siden.
- Det afhænger lidt af antal kameraer, man sætter op, men
muligheden er der, og det er lige til.
Jesper Kiib Nielsen har eksempler på kameraer sat op
direkte ned i kælvebokse, kameraer til overvågning af hele staldafsnit,
kameraer til overvågning af køer på mark og kameraer ved malkerobotter.
Kamera ved malkerobot
- Det sidste er især gavnligt, når malkerobotten sender
alarm om, at en ko står i malkerobotten. Alarmen fortæller ikke, at koen er
gået ud igen, så der kan man med et kamera sparer en del unødvendig tid, hvor
man når over i stalden, og koen så er gået ud igen, lyder det.
Kameraer, der kigger direkte ned i eksempelvis en
kælveboks, og hvor der ikke er mulighed for at dreje i flere retninger, kan
erhverves for omkring 1.000 kroner. Konsulentbistand for at få systemet til at
fungere, vurderer Jesper Kiib Nielsen til omkring en enkelt time.
- Det, der tager længst tid, er at trække kablerne, men
når det er gjort, så går det let, siger han.