L&F: Rigsrevision rejser sønderlemmende kritik af vandplaner

Miljøministeriets arbejde med første generation af vandplaner får hårde ord med på vejen af Rigsrevisionen

Første generation vandplaner er forsinket – og samtidig er man i gang med planlægningen af anden generation.

Hos Landbrug & Fødevarer (L&F) peger man på, at Rigsrevisionen nu i en rapport påpeger en række fejl og mangler i Miljøministeriets arbejde med vandplanerne.

- Hele fundamentet for vandplanerne har fra starten været fagligt mangelfuldt. Som rigsrevisorerne nu også påpeger, har man brugt et uensartet datagrundlag, der ikke var baseret på nyeste viden og flere steder direkte fejlbehæftet. Det er under al kritik, og det er helt berettiget, at Rigsrevisionen nu løfter pegefingeren over for Miljøministeriet, siger direktør i L&F Flemming Nør-Pedersen i en pressemeddelelse.

Direktøren mener, at løbet er kørt for første generation af vandplaner:

- I Landbrug & Fødevarer mener vi, at man bør slå første og anden planperiode sammen. Og så én gang for alle sørge for at bruge den nye viden, der er blevet fremskaffet. Det er jo helt håbløst, at man tolker EU’s vandrammedirektiv så meget anderledes i Danmark, end man gør i for eksempel Tyskland, hvor der ikke har været problemer med at leve op til direktivteksten.

Læs Rigsrevisionens rapport her.

 

Læs også