DLG udvider i Tyskland

26 byggemarkeder bliver føjet til DLG-datterselskabet Team AG

Team AG køber 26 byggemarkeder i Tyskland af BayWa, og får 70 procent ejerandel af det nye selskab, som stiftes sammen med Bauen + Leben. Det oplyser DLG.

Dermed føjer DLG’s datterselskab 26 byggemarkeder til deres i forvejen 39 af slagsen. Og dermed bliver Team AG en af de største kæder inden for byggemarkeder i Tyskland.

- Vi er meget tilfredse med denne investering, fordi det styrker vores position på det tyske marked, der er det største for DLG-koncernen.  Byggebranchen er generelt i fremgang i Tyskland, og vi ønsker at få del i denne vækst. Det falder derfor godt i tråd med vores overordnede strategi om at ekspandere inden for forretningsområdet Service & Energi i Tyskland.

Det siger koncerndirektør i DLG med ansvar for Service & Energi Keld Kruse i en pressemeddelelse.

Ifølge DLG bringer byggemarkederne – som kommer til at gå under navnet Bauen + Leben Team Baucenter – en samlet omsætning på over en milliard kroner med sig, og giver dermed Team AG-koncernen et væsentligt løft omsætningsmæssigt.

- Med investeringerne og alliancen med en så stærk partner får vi desuden en størrelse, hvor vi kan opnå pæne synergier på specielt indkøb og andre stordriftsfordele. Alt det betyder, at vi i sidste ende kan tilbyde kunderne mere konkurrencedygtige priser og på længere sigt også øget indtjening til vores ejere, lyder det fra Keld Kruse.

Det nye selskab beskæftiger omkring 470 medarbejdere, mens Team AG beskæftiger næsten 1.800 medarbejdere.

Købet er betinget af, at den tyske konkurrencestyrelse, det tyske Bundeskartellamt, godkender handlen. 

Læs også