Minister: Reneste vand i 25 år er ikke godt nok

Der er stadig store problemer med for mange næringsstoffer i fjorde og kystvande, lyder det fra Miljøministeriet

En ny rapport – ”Vandmiljø og Natur 2012” – viser, at miljøindsatsen virker. Vandet er det reneste i 25 år.

Men ifølge Miljøministeriet er der stadig store problemer med for mange næringsstoffer i fjorde og kystvande.

- Knap halvdelen af vores vandløb har det fortsat ikke godt, og indholdet af nitrat og sprøjtemidler i grundvandet er også stadig for højt, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Heri siger miljøminister Ida Auken (SF), at der stadig er lang vej endnu:

- Vi kan se, at det virker, når vi reducerer udledninger fra landbruget og byernes spildevand. Da vi startede indsatsen i 1990, var udgangspunktet uhørt ringe. Så jeg glæder mig meget over, at det går i den rigtige retning, men vi har stadig lang vej endnu til godt vandmiljø.

- Vi har desværre stadig vandløb uden liv, vi har store vandområder, hvor der er problemer med af iltsvind, og vi finder stadig rester af sprøjtemidler i det vand, som vi skal drikke. Derfor gælder det om at holde kursen, og det gør vi med de vandplaner, som vi nu har i høring.

”Vandmiljø og Natur 2012” er udarbejdet af Nationalt Center for Miljø og energi (DCE) og De nationale Geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) for Naturstyrelsen på baggrund af overvågningsprogrammet – NOVANA.

Læs også