Kæmpe prisfald på minkskind

Kopenhagen Furs overståede decemberauktion sluttede med et prisfald på 26 procent. Kun hvert femte skind blev solgt

Et par års helt usædvanlige prisstigninger på minkskind er nu ovre.

Kopenhagen Furs december-auktion endte med en ganske stor prisreduktion på 26 procent. Ifølge auktionshuset var faldet ventet.

Samtidig med prisfaldet kunne minkavlerne dog også se, at en stor del af deres skind forblev usolgt. Kun hvert femte skind blev solgt, hvilket altså giver en salgsprocent på kun 20. 

Ifølge Kopenhagen Fur er pelsbranchens udbud og efterspørgsel kommet ud af balance.

- Skindproduktionen har ikke kunnet følge trop med efterspørgslen alene af den grund, at det af naturlige årsager tager tid at udvide pelsproduktionen. Man skal have de nødvendige tilladelser, farmene skal bygges, og det tager den tid, som naturen kræver, at gøre et pelsdyr klar.

- Det er ligesom at få ketchup ud af en flaske. Man ryster og dunker flasken, og pludselig er der hul og ketchuppen vælter ud i alt for store mængder. Udbuddet af skind er nærmest eksploderet samtidigt med at kapaciteten i salgsleddet ikke længere vil blive udvidet så hurtigt. Boblen brister og priserne falder markant. Og denne udvikling bliver så lige nu accelereret af den milde vinter, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur, i en pressemeddelelse.

Øjeblikkelig nedgang

Torben Nielsen forventer, at udviklingen vil føre til en øjeblikkelig nedgang i verdensproduktion af skind, så der igen kommer balance mellem udbud og efterspørgsel.

Han forklarer dog også, at den danske minkproduktion bliver ramt forholdsmæssigt mindre på grund af den meget høje kvalitet og konkurrencedygtighed. Det giver danske minkavlere en meget solid fordel i et faldende marked, og den danske produktion forventes at holde sig stabil – og altså endda stå med en styrket global markedsandel, når en ny balance har indfundet sig.

- Grundlæggende er der en meget god og stabil efterspørgsel efter pelsværk. Pels er i mode som aldrig før, ikke kun som hele pelse, men også som trimmings på tøj og accessories – og endda på mange andre produkter helt uden for beklædningssektoren. Økonomien og dermed forbrugernes købelyst i Kina og Rusland og på andre nøglemarkeder har været i topform de senere år. Alt dette er fortsat gældende. Og det er positivt for udsigterne for pelsbranchen på lidt længere sigt, siger Torben Nielsen.

Læs også