I det nye år samles de fremmeste forskere til en faglig dag, som adresserer udfordringer i dansk svineproduktion
I efteråret åbnede »Center for research in pig production
and health« (CPH PIG) på Københavns Universitet. Centret samler og synliggør
svineforskningen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
og styrker forskning, innovation og uddannelse inden for området.
Et stort fagligt seminar på centret den 29. januar giver
rig mulighed for ph.d.-studerende, forskere og andre specialister inden for
svineproduktion til at tilegne sig ny viden på området. Seminaret bidrager med
hovedemnerne; sund produktion, velfærd og resistens. Dagens program indbefatter
f.eks. emner som antibiotikaforbrug, ammesøer og ernæring.
– Seminaret er en unik mulighed for at komme helt tæt på
den nyeste universitetsforskning. Arrangementet er en genvej til spændende
forskningsresultater, som endnu ikke er publiceret, fortæller centerleder og
lektor i svineproduktion, Christian Fink Hansen.
Leder efter vacciner
Forskerne peger blandt andet på, at anvendelse af
antibiotika i landbruget har store konsekvenser både for dyr og mennesker.
CPH PIG forsker blandt andet i nye og bedre metoder til
overvågning af brugen af antibiotika i hele besætninger. Samtidig forsøger
forskere at udvikle effektive vacciner til erstatning for antibiotika.