Sikkerhedsstyrelsen opfordrer ejere af solcelleanlæg til at tjekke, hvilken type fejlstrømsafbryder der er sat op ved solcelleinstallationen
Solcelleejere bør snarest muligt gennemgå deres
installation og få eventuelle fejl rettet. Sådan lyder den direkte opfordring
fra Sikkerhedsstyrelsen.
Baggrunden er, at man kan få livstruende elektrisk stød,
hvis solcelleinverteren fejler og fejlstrømsafbryderen ikke fungerer. Derfor
bør man tjekke, hvilken type fejlstrømsafbryder der er opsat ved
solcelleinstallationen.
- Et solcelleanlæg er et lille, privat elværk, der er
forbundet til elnettet. Fejl ved installationen kan både give livsfarlige
elektriske stød og være årsag til brand. Derfor er det meget vigtigt, at
installationen er korrekt udført, og at der er en fejlstrømsafbryder, som
træder til, hvis der opstår en fejl, siger pressechef Dorthe G. Rasmussen fra
Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Heri fremgår det, at test af ti invertere – sammenholdt
med gennemgang af produkternes installationsvejledninger – har afdækket, at der
kan være en sikkerhedsrisiko, hvis solcelleinstallationer har en ukorrekt type
fejlstrømsafbryder monteret.
Testen, som er udført af et akkrediteret laboratorium på
vegne af Sikkerhedsstyrelsen, viste, at langt de fleste testede invertere
kræver en fejlstrømsafbryder af type B. Samtidig viste
installationsvejledningerne sig at være mangelfulde omkring valg af
fejlstrømsafbrydere. Sagsbehandlingen er afsluttet med fem påbud, tre
henstillinger og to frivillige tilretninger i installationsvejledningerne.
Tilsyn på knapt 500 solcelleanlæg har vist, at langt
hovedparten af anlæggene er installeret med en fejlstrømsafbryder af type A.
Når man sammenholder resultaterne fra tilsyn med testresultater og gennemgang
af installationsvejledningerne, er det styrelsens samlede vurdering, at mange
solcelleanlæg kan være forsynet med en ukorrekt type fejlstrømsafbryder, der
ikke yder beskyttelse.
Gode råd
Sikkerhedsstyrelsen råder solcelleejere til at tjekke i installationsvejledningen,
hvilken type fejlstrømsafbryder inverteren til solcelleanlægget kræver. Hvis
det ikke fremgår, skal der som udgangspunkt vælges en fejlstrømsafbryder type B
til en transformerløs inverter:
- Er der ikke installeret korrekt type fejlstrømsafbryder,
eller er man i tvivl, bør man kontakte en autoriseret elinstallatør for at få
installationen gennemgået og om nødvendigt bragt i orden.