Vestjysk landmand, der blev brugt som mønstereksempel, er erklæret konkurs af banken. »Skruppelløs hævnauktion«, mener han
Torben Linding Olesen fik at vide af sin bank, Jyske Bank,
at han var fremtidens landmand. Banken brugte ham tre gange som indlægsholder
på kurser for sine landbrugsrådgivere, og hans bankrådgiver sad med ved bordet
i bedriftens gårdråd.
I dag er Torben Linding Olesen erklæret konkurs, og han og
hustruen Hanne Olesen har fået indtil den 1. december til at flytte ud af
stuehuset på gården i Trindtoft i Aulum sammen med deres to børn.
Parret undrer sig stærkt over Jyske Banks fremfærd,
eftersom bedriften var på vej på tvangsauktion.
- Jyske Bank kunne have ventet på tvangsauktionen, købt
gården og efterfølgende have solgt den videre. I stedet vælger de at køre en
dyr konkurs, siger Torben Linding Olesen, der mener, at han og hustruen Hanne
Olesen er blevet ofre i en »skruppelløs hævnauktion«.
- Produktionen i staldene gik
godt. De økologiske krydsningskøer gav 10.200 kg EKM i gennemsnit, og der var
en god sundhed og meget lav dødelighed. Hvis Jyske Bank havde ladet mig
betale et par hundrede tusinde kroner mindre i afdrag, kunne tingene have hængt
sammen i 2013. I 2014 ville det have set rigtigt fornuftigt
ud efter udvidelsen, og Jyske Bank kunne
have haft en god forretning med mig som kunde i 20 år mere, siger Torben
Linding Olensen, og tilføjer:
- Men banken ville ikke være med til at ride stormen af.
Det er som om, at den ville hævne sig på os personligt, fordi vi ville forhandle og sætte grænser for, hvad vi ville være
med til.
Flemming Kjær, afdelingsdirektør for Jyske Banks
erhvervsafdeling i Holstebro afviser på grund af tavshedspligt at udtale sig om
sagen, og henviser til kurator i konkursboet.
I aften klokken 19.30 holder Hanne og Torben Olesen
afskedsreception for familie, naboer, venner og forretningsforbindelser.
Læs mere om sagen i Effektivt Landbrug torsdag.
Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.