Skovejere bør være ekstra opmærksomme, når de rydder op efter stormen, lyder opfordringen fra Kulturstyrelsen
Da stormen mandag rasede rundt om i Danmark, gik det blandt
andet ud over mange træer, der måtte bukke under.
Og væltede træer kan forårsage skader på nogle af de godt
10.000 fortidsminder, der findes rundt omkring i de danske skove. Det oplyser
Kulturstyrelsen.
Det får nu kontorchef i Kulturstyrelsen Dorte Veien
Christiansen til at opfordre skovejere til at være opmærksomme på
fortidsminderne, når de rydder op i skovene:
- Det er meget vigtigt, at man ved oprydningen i skovene
har øje på fortidsminderne. Det betyder, at man skal undgå at køre henover
gravhøjene, hvis den normale skovvej er spærret, ligesom man ikke må hive
trærødderne op af fortidsminderne, siger hun i et nyhedsbrev.
Hvis skoven ligger som et mikadospil, kan det ifølge Forte
Veien Christiansen være en svær opgave at rydde op:
- Fra stormen i 1999 ved vi, at det er en meget vanskelig opgave at rydde op
efter et stormfald. Vi vil opfordre skovejeren til at tage kontakt til
Kulturstyrelsen, så vi sammen med det lokale arkæologiske museum kan anvise en
plan for, hvordan der tages hensyn til fortidsminderne i forbindelse med
oprydningen.