Arla investerer 270 millioner kroner i nyt center

Arla præsenterede onsdag planerne for et helt nyt innovationscenter i Aarhus (OPDATERET KLOKKEN 13.27)

Et nyt innovationscenter bliver centrum for Arlas produktudvikling til hele verden. Det oplyser Arla onsdag på et pressemøde i Agro Food Park i Aarhus.

Og det er netop i Agro Food Park, at det nye center til 270 millioner kroner skal opføres.

Ifølge Arla er man nemlig nået til et punkt, hvor selskabets nuværende innovationscentre i Brabrand og Stockholm ikke er gearet til yderligere udvidelser i fremtiden.

Derfor har Arlas bestyrelse truffet beslutning om at investere i et nyt globalt innovationscenter, der forventes at samle Arlas strategiske innovationsressourcer ét sted.

- Vi lancerer flere nye produkter i dag i Arla end tidligere, og evnen til at komme med originale ideer og produkter til forbrugerne er mere afgørende for forretningen end nogensinde før. Arla er i dag et af verdens ledende mejerier, og derfor skal vi også kunne føre an med innovation, der øger værdien af vores produkter og skaffer ny forretning til koncernen globalt, lyder det fra direktør for global strategisk innovation i Arla Paul Cornillon.

Planen er, at centret skal have omkring 120 medarbejdere. 65 af disse bliver overført fra Arlas afdeling i Brabrand.

Byggeriet af det 10.000 kvadratmeter store innovationscenter indledes i foråret 2014 og forventes at stå klar i tredje kvartal af 2016. 

Læs mere i Effektivt Landbrug torsdag.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement. 

 

 

 

Læs også