Konference byder på bud på fremtidens svinestald

Onsdag er der konference om partnerskabet ”Månegrisen”, hvor virksomheder og forskere diskuterer bæredygtige svinestalde

Forskere og repræsentanter mødes onsdag ved en konference om ”Månegrisen”, der blandt andet har til formål at forene dyrevelfærd, miljøhensyn og effektivitet i en ny type svinestalde.

Med ved konferencen er blandt andre direktør ved Videncenter for Svineproduktion (VSP) Nicolaj Nørgaard.

VSP har nemlig sammen med folk fra staldfirmaer og rådgivningen udviklet bud på den nye stald, der skal stå færdig og klar til brug i 2017. En stald, hvor miljø- og klimabelastning, dyrevelfærd og sundhed med videre er prioriteret. Det oplyser VSP på sin hjemmeside.

Her fremgår det også, at VSP har to bud på en stald til ”Månegrisen”: En teknologistald og en innovationsstald.

- Teknologistalden anvender luftrensning og anden teknologi for at opfylde miljømålet, mens innovationsstalden kræver nytænkning af kanalbunde og udslusning. Udviklingsarbejdet med en ny stald til ”Månegrisen” har ført til, at VSP hælder mere til det, der kaldes innovationsstalden frem for at løse miljøudfordringerne med avanceret miljøteknologi, lyder det fra VSP.

Konferencen om fremtidens svinestald foregår i DGI Byen.

Fødevareminister Karen Hækkerup (S) åbner konferencen klokken 9.00.

Læs også