Med 15 afsluttede og ni igangværende projekter er Realdanias kampagne »Fremtidens Herregård« godt i gang.

Nu inviterer kampagnen igen alle danske herregårdsejere til at byde ind med idéer til projekter, der skaber lokal dynamik ved at udvikle nye forretningsområder, aktiviteter og oplevelser. Det oplyser Realdania.

Realdania har afsat i alt 75 millioner kroner til at udvikle og realisere op mod ti projekter gennem kampagnen, og 18. juni er sidste mulighed for at være med.       

- Herregårdenes unikke bygninger og landskaber består, men herregårdenes historiske rolle som lokale dynamoer er svundet ind. I Realdania håber vi, at Fremtidens Herregårds nye idékonkurrence vil skabe yderligere opmærksomhed omkring herregårdenes potentiale til at skabe udvikling og dynamik med udgangspunkt i lokalområdernes særlige kvaliteter og ressourcer, siger projektleder i Realdania Christian Andersen i en pressemeddelelse.