Landmanden og hans naboer skal tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter lighteren til lunten og antænder en raket. Er der en kostald i umiddelbar nærhed, kan raketten være rædselsvækkende for køerne.

– Dyrene bliver meget forskrækkede, når de udsættes for fyrværkeriets lyde og lysglimt. De er både bange for lysglimt og pludselige høje lyde, og da fyrværkeri kombinerer disse to gener, er det absolut ikke noget køerne sætter pris på, siger Peter Enemark, der er landskonsulent ved Videncentet for Landbrug.

Forklaringen på køernes fyrværkerifobi skal man tilbage til urtiden og deres placering i fødekæden for at finde.

– Fra naturens hånd er køerne byttedyr, så de er meget opmærksomme på forandrede lyde og lys, fordi deres instinkter fortæller dem, at det kan være farligt. Køer er meget vaneprægede og har det derfor bedst, når dagene ikke byder på overraskelser, siger han.

Uroen spreder sig i stalden 

Det er forskelligt fra ko til ko, hvor voldsomt de reagerer på fyrværkeriet. Men er en af staldens køer først blevet skræmt, er det som at smide en tændstik ned i en æske med heksehyl.

– Frygten vil forplante sig rundt i besætningen, fordi koen er et flokdyr. De mere rolige dyr vil på et tidspunkt også blive forskrækkede, selvom de ikke blev bange til at starte med.

Ifølge Peter Enemark vil de kyste køer begynde at løbe rundt i båsene, hvilket lynhurtigt vil blive opfattet af køerne ved siden af, som vil begynde på noget lignende og på den måde være med til at udbrede det paniske budskab.
 

Giver mindre mælk oven på chok

Udover dyrenes velbefindende kan landmanden også tænke på sin mælkeproduktion, når han går et stykke væk fra stalden for at fyre sit krudt af. Chokerede køer producerer nemlig ikke så meget mælk som normalt.

– Køer, der bliver stressede, giver mindre mælk i den følgende tid. Der er nok tale om et fald på op til 10 procent i et par dage, hvorefter de vil være tilbage til den vanlige standard, siger Peter Enemark.