»Det er ikke til at se skoven for bare træer«, hedder det som bekendt, men på de 100 hektar ved Tinglev er det faktisk svært at se træerne i skoven - de er stadig meget små og minder ikke meget om en skov.
Ikke desto mindre er der plantet 360.000 træer i området, og det vil snart syne af noget mere:
- Med det rette vejr vil nogle af træerne vokse op mod en meter på blot et år, og så vil det se ud af noget mere, lyder det fra Martin Madsen fra HedeDanmark, der står for det praktiske omkring plantningen.
Derimod er det gårdejer Christian Carstensen, der lægger jord til, og ikke alene har han valgt at droppe den traditionelle drift af landbrugsjorden til fordel for skov - der er også tale om en dansk rekord.
Dansk rekord
Den nye skov på cirka 100 hektar er det største private skovprojekt, staten har været med til at støtte.
Skoven er blandt de første nye skove, som skal erstatte træerne, som skal ryddes for at give plads til det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild. Skoven ved Tinglev rejses på et område, hvor skoven kan beskytte sårbare grundvandsmagasiner i undergrunden.
- Det er vigtigt for os og for naturen, at staten blandt andet i samarbejde med private aktører får rejst skove i hele landet. Vi får plantet store og sammenhængende skove, som både beskytter vores drikkevand og giver mulighed for friluftsliv, siger miljøminister Ida Auken (SF) i en pressemeddelelse.
Den første runde af skovrejsningsprojekter som erstatning for rydninger i Østerild indeholder støtte til 177,5 ha fordelt på fire områder. Ud over Tinglev drejer det sig om 38,6 ha ved Ledøje ved København, 26,9 ha ved Kalundborg og 18,6 ha ved Felsted i Sønderjylland.
Der var stor interesse for at få støtte fra den første del af Østerild-puljen. I alt blev der søgt om støtte til 13 projekter.
Glæder sig
HedeDanmark har kørt med maskinerne og sørget for den nødvendige pløjning, men gårdejer Christian Carstensen har hjulpet til:
- Jeg glæder mig over at have fået tilsagnet til plantningen og glæder mig til at se træerne vokse op, lyder det fra Christian Carstensen, der for tre år siden satte sin besætning af sortbrogede køer ud.
Det er tredje gang, han søger om støtte til skovrejsning på den sandjord, der ligger omkring ejendommen på Sofiedalvej, og han glæder sig til for alvor at kunne komme ud i skoven og nyde naturen og den store bestand af vildt, der er i området.
Der er plantet 360.000 træer i form af bl.a. eg, bøg, birk, lind og nål, og under forberedelserne har jorden også budt på fund af fortidsminder.