Anmeldeordning syltes på Syddjurs
Landmænd i Syddjurs Kommune, der søger tilladelser efter husdyrbrugslovens anmeldeordning, rammes hårdt af kommunens prioriteringer.
Syddjurs Kommune har nedprioriteret sagsbehandlingen af anmeldelser efter den såkaldte anmeldeordning. Det er den lov, der skulle gøre det lettere for landmænd med mindre miljøneutrale eller miljøforbedrende projekter at opnå en kort sagsbehandlingstid i kommunerne. Den maksimale svarfrist for disse sager, der blandt andet omfatter ensilagepladser, siloer, dyrevelfærdsprojekter og skift i dyretype, er lovgivningsmæssigt sat til en til to måneder.
- Nu har vi fået at vide, at Syddjurs Kommune på grund af prioriteringer i forvaltningen tidligst kan behandle anmeldeordningens sager efter årets udgang, fortæller natur og miljøkonsulent i Djursland Landboforening, Rikke Skyum.
Formanden for Djursland Landboforening Hans Gæmelke er uforstående overfor, at man kan tilsidesætte lovgivningen i Syddjurs Kommune.
- Anmeldeordningen skal prioriteres før de store sager med godkendelser i husdyrbrugsloven. Det sker ikke. Og der skal ikke sagsbehandles i anmeldeordningen. Det sker til gengæld i Syddjurs. Og det er frustrerende, siger Hans Gæmelke, der nu har henvendt sig til kommunens politikere for at få en løsning.
Prioritering nødvendigt
Udvalgsformand for Natur og Miljø i Syddjurs Kommune Carsten Bech Jensen (R) er ikke vidende om, at det specielt er anmeldeordningen kommunens prioritering er gået ud over. Men udvalget er blevet orienteret om, at forvaltningen må prioritere.
- Vi er blevet truet med tvangsbøder, fordi vi halter bagud med kommunens miljøtilsyn med landbrug, derfor må vi prioritere, og det er beklageligt, siger han og tilføjer, at kommunen står i et voldsomt dilemma:
- Lige meget hvad vi lader være med at gøre, er det forkert. Vi kunne ønske at få nogle regler, der var administrerbare og knap så bureaukratiske. Det her er slet ikke i miljøets interesse, men vi har ikke nogen muligheder. Vi sidder jo også i hårde budgetforhandlinger for at spare. Men der er altså ikke truffet en politisk beslutning om at nedprioritere netop det område, siger han.
Og forvaltningschef Morten Hundahl, Syddjurs Kommune supplerer:
- Vi må simpelthen prioritere. Og den anmeldeordning, der var annonceret til at være en lettelse, kræver mange gange rigtig meget sagsbehandling. Det er blevet et tungt maskineri. Men det kommer helt an på den enkelte sag, hvor lang tid det vil tage, siger han.
En af de landmænd, der har fået besked på, at hans sag først bliver behandlet efter årsskiftet er Viggo Mikkelsen, Hyllested ved Ebeltoft, der ville have anlagt en ny plansilo på 24 gange 9 meter, inden majsen skal høstes. Han driver et kvægbrug med 115 malkekøer i Syddjurs Kommune.
Han har fået at vide af kommunen, at de ikke vil arbejde med sagen før efter nytår. Men må nu lægge sin majsensilage i en markstak - til gene for både miljøet og arbejdsgangen.