Hvede høstet i rækker

Søndag fik Hans Sørensen ved Kerteminde mejetærsket sin hvede med engrapgræs i hver anden række. Og i går nåede halmen at blive bjærget, inden regnen kom.

Regnen er faldet meget forskelligt i den seneste tid. I de seneste fjorten dage er der kun kommet 3-4 millimeter på Kerteminde-egnen. Det skete lørdag aften, hvor der andre steder kom langt større mængder.

Men med udsigten til mere regn her i ugen gik Hans Sørensen, Kærbygård, søndag i gang med at høste 12 hektar med Frument-hvede, hvor der er udlagt engrapgræs af sorten Balin, sået i hver anden række.

- Der ville være fare for nedknækning med den større afstand i afgrøden, hvis der kommer dårligt vejr en uges tid. Derfor høstede vi med 22-23 procent vand, og faktisk lå udbyttet på ni tons på hektar, fortalte den nordøstfynske gårdejer, da han i går formiddags viste marken frem for sin frøavlskonsulent, Jørgen Hansen fra DLF-Trifolium.

Halmen også bjærget
Efter et kort samråd blev de enige om, at det også skulle forsøges at få halmen fjernet, inden et nyt regnvejr ville ramme egnen senere på mandagen. Også det lykkedes. Halmen nåede at blive tør efter at være vendt, og nu har engrapgræsset de bedste betingelser for at udvikle sig godt til de to næste høstsæsoner.

- Selv om det måske kan gå lidt ud over kornudbyttet, så anbefaler vi denne udlægsform af engrapgræs for at skabe de bedste betingelser for et endnu bedre frøudbytte, påpeger Jørgen Hansen og roser frøavlerens snarrådighed.

Hans Sørensen har selv ændret sin rotorsåmaskine med frøkasse, så der kan sås frø fra frøkassen i hver anden såtud. Og selv om hvedemarken med engrapgræs først blev sået 10. oktober, gik det altså ganske godt.

I nogle år har Hans Sørensen dyrket hvidkløver, men i samråd med frøavlskonsulenten er arealet med engrapgræs, som har været en fast bestanddel af markplanen på Kærbygård i de sidste 25 år, nu øget til godt 30 hektar. På de ialt 510 hektar dyrkes desuden 20 hektar med strandsvingel samt 30 hektar med spinatfrø.

     

Læs også