Regeringen har været gode købmænd i at få Per Ørum Jørgensen (KD) til at gå med i grænseaftalen, lød det fra Benny Engelbrecht (S) på et åbent samråd i Folketinget i går.
Det var med stor tilfredshed, at kristendemokraten Per Ørum Jørgensen for tre uger siden kunne proklamere, at han med sit ja til regeringens grænseaftale har sikret, at landbruget har fået adgang til risikovillig kapital.
Landbruget var ellers udelukket fra af kunne søge de 10 mia. kroner i fondene under Dansk Vækstkapital, lød det fra Kristendemokraterne.
Det passer dog ikke.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) forklarede således i går på et åbent samråd i Folketingets erhvervsudvalg, at landbruget, på lige fod med andre erhverv, hele tiden har haft adgang til at søge sin del af den risikovillige kapital.
Han kunne dog forklare, at regeringens, Dansk Folkepartis og Kristendemokraternes aftale om landbrugets udviklingsmuligheder, som var den aftale Per Ørum Jørgensen fik igennem for sit ja til grænseaftalen, har fjernet de usikkerheder, som der har været, om hvorvidt landbruget havde adgang til den risikovillige kapital eller ej.
- Der har været betydelige usikkerheder, herunder fra branchen selv, om landbruget havde adgang til modellerne for at få risikovillig kapital, sagde Brian Mikkelsen, og fortalte, at det måske skyldtes, at landbrugets og dets relation til Dansk Vækstkapital ikke har været gjort til et særskilt element.
Meget nyttigt
Han fortalte, at det har været meget nyttigt, at det med aftalen om landbrugets udviklingsmuligheder er blevet præciseret, at landbrugs- og fødevareerhvervene er en vigtig del af dansk erhvervsliv, og på lige fod med andre iværksættere og andre små og mellemstore virksomheder, har mulighed for at benytte sig af den finansiering, som Dansk Vækstkapital tilbyder.
- Aftalen har således fjernet enhver tvivl om, at landbruget, på lige vilkår med andre, havde adgang til den risikovillige kapital forvaltet af Dansk Vækstkapital. Dermed undgår vi, at branchen på grund af tvivl og usikkerheder afholder sig fra at søge om at opnå risikovillig kapital af den vej, sagde Brian Mikkelsen.
Han fortalte, at aftalen om landbrugets udviklingsmuligheder samtidig betyder, at det er besluttet, at der skal arbejdes på, at landbruget også får adgang til de tre nye låne- og kautionsordninger under Vækstfonden, og som er koblet op på Dansk Vækstkapital – dem der hedder Vækstlån, Mezzanin-kaution og Vækskaution 3. Det er helt nyt, forklarede ministeren.
- Der skal ikke være tvivl om, at regeringen arbejder ihærdigt for at forbedre landbrugets udviklingsmuligheder ved at give adgang til yderligere finansieringsmuligheder, sagde Brian Mikkelsen.
Godt købmandskab
Socialdemokraternes Benny Engelbrecht, der havde indkaldt ministeren til det åbne samråd, var dog ikke imponeret. Han havde meget svært ved at se, hvad det egentlig, var, som Per Ørum Jørgensen fik ud af sin aftale med regeringen om landbrugets udviklingsmuligheder for at sige ja til grænseaftalen, udover den præcisering om, at landbruget på lige vilkår med andre har adgang til den risikovillige kapital.
Eksempelvis er alle andre brancher, eksempelvis fiskeri, tøjbranchen og it-branchen heller ikke nævnt som noget særskilt element omkring dets relationer til Dansk Vækstkapital, og dermed mener han, at Kristendemokraternes aftale vist langt fra kan betegnes, som nogen stor politisk sejr.
- I den her sammenhæng der må man i hvert fald sige, at de borgerlige partier er ganske glimrende købmænd. Vi har i den grad fået præciseret, at man har været i stand til at få en vare betalt uden rigtig at skulle have penge op af lommen. Det må jeg gratulere med, lød det fra Benny Engelbrecht.