Landbrug & Fødevarer mener, at de individuelle statsgarantier i Bankpakke II skal forlænges som følge af krakket i Fjordbank Mors. Fynsk landboformand vil have staten til at træde til med garantier på 10-20 milliarder kroner.
Bankkrakket i Fjordbank Mors sendte mandag chokbølger gennem den finansielle sektor. En række banker raslede således ned med tocifrede kursfald på børsen.
Og bankkrisen kalder nu på statslig indgriben, mener landbruget. Alene i den krakkede bank på Mors menes mere end 1.500 landbrugskunder at have engagementer.
- Der er behov for, at de individuelle statsgarantier i Bankpakke II bliver forlænget. Vi er nødt til at have noget ro på den vej rundt, pointerer Lone Saaby, erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer.
Det sker med henvisning til, at de statslige milliardgarantier i Bankpakke II udløber i løbet af 2012 og 2013. Det betyder, at mange banker skal ud på markedet for at skaffe kapital. Og det kan vise sig mere end vanskeligt uden staten i ryggen.
Behov for 10-20 mia.
Hos Centrovice på Fyn, hvor man har erfaringer med krakket i Fionia Bank i 2009, lyder meldingen fra formand Niels Rasmussen, at der er behov for en egentlig statsgaranti på 10-20 milliarder kroner til at løfte risikoen fra bankerne.
- Får vi ikke det, vil Finansiel Stabilitet (statsligt selskab, som opsamler krakkede banker, red.) blot få endnu flere landbrug i bunken, som ingen reelt kan og vil have med at gøre, vurderer han.
Vil have grøn fond
Lone Saaby pointerer, at Landbrug & Fødevarer arbejder kraftigt med at etablere en grøn fond, som skal indskyde ansvarlig kapital i landbrugssektoren.
- Fonden kan forhåbentlig blive konkrete til efteråret, siger Lone Saaby.
Midlerne i en grøn fond skal komme via Dansk Vækstkapital, der er en privat investeringsfond, som foretager kommercielle investeringer og udbyder ansvarlig lånekapital. Kapitalen kommer fra danske pensionsselskaber.