Fødevareminister Henrik Høegh (V) tager skarpt afstand til Den Danske Dyrlægeforenings formand, Arne Skjoldager, der tidligere på ugen kritiserede regeringens politik på antibiotika-området.
Fødevareminister Henrik Høegh (V) fortæller nu, at han havnede helt oppe i det røde felt, da han i onsdags læste forsiden på Effektivt Landbrug.
Her udtalte Den Danske Dyrlægeforenings formand Arne Skjoldager, at det er sjældent, at dyrlægerne ser besætningen i forbindelse med medicineringen.
- Vi giver landmanden, det han beder om. Og de fleste er ærlige, for det er ganske enkelt ikke procedure at gå rundt til hver eneste so eller pattegris, forklarede Arne Skjoldager.
Henrik Høegh forstår slet ikke Arne Skjoldager, og finder hans udtalelser rystende.
- Jeg vil gerne minde Arne Skjoldager og øvrige dyrlæger om, at der står helt klart og tydeligt i dyrlægeloven, at forudsætningen for dyrlægen kan udskrive receptpligtig medicin er, at dyrlægen har undersøgt de syge dyr og efterfølgende stillet en diagnose, siger Henrik Høegh.
Ministeren fortæller, at han konstaterer, at der også er et mønster i hvilke dyrlæger, der ordinerer meget medicin til landmænd.
- Ligesom der findes nogle landmænd, der har et meget højt medicinforbrug, så findes der også nogle dyrlæger, som repræsenterer det her meget høje antibiotikaforbrug i danske svinebesætninger. Jeg er derfor glad for, at vi nu har fået lavet den her gult-kort-ordning, lyder det fra Henrik Høegh.
Grønne og røde kort
I onsdagens artikel lød det også fra Arne Skjoldager, at der skal mere til end den kommende gult-kort-ordning for at sænke forbruget af antibiotika i Danmark. Den er ikke præcis nok, vurderer han, og han savner også, at der nogle røde og grønne kort i ordningen, da enhver svineproducent kan få sygdomme i stalden, men de kan være væk igen et par måneder senere.
- Politikerne skal tage ansvaret for den liberalisering af medicinforbruget, som de selv har indført, lød det i onsdags fra Arne Skjoldager.
I nærmeste fremtid modtager de svineproducenter, der ligger højt i medicinforbruget, og ikke er kommet med en god forklaring siden de modtog varslingsbreve for nogle måneder siden, nemlig et gult kort fra myndighederne.
Når det gule kort er modtaget, har svineproducenten en periode på ni måneder til at sænke antibiotikaforbruget til et acceptabelt niveau. Sker det ikke, vil Fødevarestyrelsen gennemføre et gebyrbelagt kontrolbesøg hos landmanden for at vurdere, hvordan antibiotikaforbruget kan nedbringes.
- Jeg kan forstå, at Arne Skjoldager efterlyser både grønne og røde kort i gult-kort-ordningen, men jeg kan altså oplyse ham om, at det findes allerede. Når man har fået det gule kort, så har man jo en periode, dyrlægen og landmanden sammen, til at få ændret vaner.
- I den periode skal de gå ind at spørge sig selv, hvorfor er det egentlig, vi medicinerer? Hvorfor ligger vi så langt højere end alle andre? Hvad er det, som er galt? Kan de ikke finde ud af det, så får de det røde kort. Så kommer vi og finder ud af, hvad der er galt, siger Henrik Høegh.
Dybt beklageligt
Han finder det dybt beklageligt, at Arne Skjoldager forsøger at skubbe ansvaret på det høje medicinforbrug i de danske stalde tilbage på regeringen.
- Der er intet i det, som vi har vedtaget, der forhindrer dyrlægerne i at leve op til de forventninger, som vi har til dem. Nemlig hvis de udskriver recept på recept på recept uden at spørge sig selv, hvorfor er det lige, at vi har så højt medicinforbrug her i Danmark, lyder det fra fødevareministeren.