Dong bliver beskyldt for at være ufleksible

Hver halmtransport kunne transportere 25-30 procent mere halm, hvis Dong var villig til at modtage halmballer i andre størrelser end de gør i dag, lyder det fra Maskinleverandør. For dyrt at lave om, lyder svaret fra Dong.

Udviste Dong lidt mere fleksibilitet i måden de håndterer deres halm, så var der store effektiviseringer at hente i transporten.

Det mener Morten Nørtoft Jørgensen fra Claas Marketing hos LMB Danmark A/S. Han stiller sig dybt undrende til, at Dong kun vil modtage halmballerne i en størrelse, nemlig 120 x 120, når Vattenfall og mindre halmværker på det område er meget mere fleksible.

Ifølge Morten Nørtoft Jørgensen er den manglende fleksibilitet et udtryk for den manglende modvilje fra Dong til at modtage halm som brændsel, som mange gennem især de seneste måneder har givet udtryk for, at energigiganten har.

Ville Dong eksempelvis modtage ballerne i en størrelse, der hed 120 x 100 eller 120 x 90, som man i øvrigt gør i størstedelen af Europa, så kunne hver fjerde halmtransport spares væk, med store besparelser til halmleverandørerne til følge, da det er dem, der betaler for fragten af halm til halmværkerne. Grunden til, at der kan spares transporter væk, skyldes, at de mindre baller har højere densitet og kan lægges i et lag ekstra på lastbilen.

- Dong er alt for konservative. Det er 20-30 år siden, at Heston lavede deres ballepreser til 120 x 120. Vi har altså alle udviklet os siden. Det er bare Dong, der ikke har, siger Morten Nørtoft Jørgensen.

Har interesser
Morten Nørtoft Jørgensen lægger ikke skjul på, at han som maskinleverandør naturligvis har nogle kommercielle interesser i at få Dong til at modtage halmballerne i en anden størrelse end de gør i dag. Claas har nemlig en storballepresser, som man forsøger at komme ind på markedet med. En presser der laver ballerne i 120 x 100.

- Vi oplever, at mange halmleverandører er virkelig positive over for vores pressere. Især fordi, det er dem, der skal betale for fragten af halmen til halmværkerne. Men hver eneste gang strander handlen på, at Dong kun vil have halmballerne i 120 x 120, siger Morten Nørtoft Jørgensen.

Han fortæller, at handlerne også strander for halmleverandører, der leverer til de mindre værker og Vattenfall, der gerne modtager ballerne i andre størrelser. Ofte leverer de nemlig også til Dong, og dermed er det alt for ufleksibelt med en presser, der laver ballerne i en anden størrelse end 120 x 120.

Monopollignende tilstande
Ifølge Morten Nørtoft Jørgensen er der efterhånden tale om monopollignende tilstande på det danske marked for storballepressere, som Heston sidder tungt på. Dette skyldes udelukkende Dong, mener han. På nær USA og England så har man i resten af Europa et meget større udvalg af halmpressere at vælge i mellem. Det er også derfor, at Claas ikke bare har lavet en presser, der laver ballerne i 120 x 120, da markedet for dette er alt for lille, fortæller Morten Nørtoft Jørgensen.

- Dongs argumenter for ikke at modtage ballerne, synes vi ikke holder vand. Vi har tilbudt Dong at komme uden for sæsonen med hele læs for at teste om deres kraner og oprivere og hvad de ellers har ikke kan tage vores baller, men hver gang bliver vi blankt afvist, siger han.

Designet efter det
Hos Dong afviser brændselschef Niels Bojer Jørgensen alt om, at Dong har mulighed for at modtage ballerne i andre størrelser end 120 x 120. Anlæggene er simpelthen designet til at modtage og lagre ballerne i 120 x 120, som tidligere var standard.

- Det er helt rigtigt, at man kan transportere mere halm med de baller med lavere højde, og man kan presse mere halm i dem, men hvis vi skulle kunne håndtere dem, så skulle vi jo til at lave ændringer i vores udstyr. Det gælder alt fra lagring til oprivningen. Det ville kræve investeringer på allerede etablerede anlæg, siger Niels Bojer Jørgensen, der ikke har noget tal på, hvor store disse investeringer ville ende i.

Grunden til, at de små halmværker kan modtage halmen, skyldes ifølge Niels Bojer Jørgensen, at de formentlig ikke er så fuldautomatiseret, som Dong. At Vattenfall kan klare de mindre baller på Fynsværket i Odense, må skyldes, at deres anlæg er nyere.

Niels Bojer Jørgensen forklarer samtidig, at man fra Dong overhovedet ikke har skænket det en tanke, at man er skyld i monopollignende tilstande på det danske marked for storballepressere.

- Det er helt nyt for mig. Jeg har aldrig tænkt i de baner, siger Niels Bojer Jørgensen.

 

Læs også