Landmand laver pillefabrik

RAPS: Efter et par år med overvejelser, planlægning og opbygning af produktionsapparatet har Jens-Olaf Matzen fået gang i fabrikationen af rapspiller.

De første brændselspiller lavet på rapshalm er kørt op ad transportbåndet, men der var i første omgang alene tale om en prøvekørsel. Var alle enheder fra fremførsel af halmen til pakningen af pillerne i storsække i orden.

- Nogle ting kørte for hurtigt, mens det andre steder gik for langsomt, så tingene skal lige rettes til, men du kan roligt skrive, at produktionen er i gang.

Sådan lød det fra Jens-Olaf Matzen, da Landbrug Syd aflagde ham besøg på gården på Tonneshøjvej i Årøsund ved Haderslev. En gård, der tidligere dannede basis om en mælkeproduktion, men nu er hjemsted for kødkvæg i form af 20 ammekøer af racen Simmentaler - og produktion af piller.

- Jeg har gået med planerne om at lave denne produktion i et par år, fortæller Jens-Olaf Matzen.

Piller til stokerfyr
Han har ikke kunnet gå nogen steder hen for konkret at få at vide, hvordan han skulle lave produktionen. Derfor har han selv bygget produktionen op i laden, og maskineriet skulle nu køre på højtryk.

- Rapspillerne presses lidt hårdere end halmpiller og er beregnet til bl.a. stokerfyr. Når produktionen er oppe at køre, vil jeg få pillerne undersøgt for præcist at finde ud af, hvordan der brændværdi er i forhold til f.eks. træpiller. Nogle mener, den er højere, mens andre mener det modsatte, så det tør jeg ikke sige noget om endnu, fastslår Jens-Olaf Matzen.

Kunderne skal være sikre på, at de får de rigtige oplysninger, når de køber rapspiller. Og Jens-Olaf Matzen er ikke i tvivl om, at masser af pillerne vil forsvinde op i den blå luft efter at være brændt af og have sikret kunderne varme i husene.

- Jeg vil spare de forskellige led og sælger direkte til kunderne, der så kan komme og hente pillerne her i big bag sække på 250, 500 eller 1000 kilo, forklarer Jens-Olaf Matzen.

Til heste og køer
Til gården hører 35 hektar, men Jens-Olaf Matzen forventer at skulle bruge halm fra 500-600 hektar. Rapshalmen skal så bruges til rapspiller til fyring, men der kommer også halm gennem den nye maskine.

- Halmpillerne forventer jeg at kunne sælge til bl.a. stutterier og rideskoler. Med halmpiller i boksene bliver det billigere og lettere at holde rent. Afføringen kan fjernes med en skovl, og der skal ikke betales for at fjerne så meget, og der kan let lægges ekstra piller på gulvet, forklarer Jens-Olaf Matzen.

Han satser også på at få bl.a. mælkeproducenterne med i kundekredsen:

- Jeg vil efterfølgende knuse halmpillerne, og det er et materiale, der er oplagt at bruge til strøelse i staldene. Det er et blødt materiale at ligge i, mens halmen stikker, lyder det fra den tidligere mælkeproducent og nu »pillemager« Jens-Olaf Matzen.

Læs også