Minister afviser kritik af slagmærke-analyse
Årsagen til slagmærker på svin ved læsning på vogn til slagtning skal undersøges igen, da en tidligere rapport ikke er uvildig, mener oppositionen. Fødevareministeren afviser problemer med rapporten.
I denne uge blev der ved et åbent samråd i folketingets fødevareudvalg stillet spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt, at lade den eneste undersøgelse af, hvad det er, der har forårsaget en stigning i slagmærker mod svin, udføre af svinebranchens egen organisation, Videnscenter for Svineproduktion (VSP).
Tidligere - i januar - forlød det ellers fra de daværende justits- og fødevareministre, Brian Mikkelsen og Eva Kjer Hansen, at den pågældende undersøgelse var lavet af Fødevarestyrelsen, men det er den så alligevel ikke.
Behov for uvildig rapport
- Den her undersøgelse er ikke det papir værd, som den er skrevet på. Det er jo et partsindlæg, og med partsindlæg så ved vi, at det ikke er noget, som holder vand, lød det fra Kristen Touborg (SF) under samrådet.
Bjarne Laustsen (S) var af samme holdning.
- Justits- og fødevareministeriet har vildledt folketinget i det her spørgsmål, lød det fra socialdemokraternes fødevareordfører.
Der har flere gange været stillet spørgsmålstegn ved, at det er Danish Crowns afregningssystem, som blev ændret i 2006, så svineproducenten betaler pr. minut fra det øjeblik vognen bakker til læssepladsen, til pålæsningen er afsluttet, der er skyld i stigningen i antallet af slagmærker. Men det afviste den rapport, som oppositionen altså mener, at VSP og ikke Fødevarestyrelsen står bag.
- At sætte VSP til at lave en rapport om læsse- og afregningssystemet hos Danish Crown, det giver ingen mening. Der er behov for at få lavet en fuldstændig uafhængig rapport, der belyser om der er en sammenhæng, sagde Bjarne Laustsen.
Vil fjerne mulig tvivl
Ifølge fødevareminister Henrik Høegh (V) er der dog ikke grund til at stille spørgsmålstegn ved den undersøgelse, som forgængere i ministerierne dengang præsenterede for fødevareudvalget.
Rigtig nok var den statistiker, der lavede en stor del af undersøgelsen dengang ansat i Videnscenter for Svineproduktion, og i dag ansat i Landbrug & Fødevarer, men han bestrider samtidig nogle kompetencer, som ingen i Fødevarestyrelsen har, når det kommer til udarbejdelsen af en undersøgelse om slagmærker mod svin og Danish Crowns afregningssystem, forklarede fødevareministeren.
- Jeg har fået en fyldestgørende redegørelse fra veterinærdirektøren i Fødevarestyrelsen, som jeg er tilfreds med, og jeg har fuld tillid til den tidligere undersøgelse, sagde Henrik Høegh.
Han forklarede, at han for at fjerne enhver tvivl om undersøgelsens gennemførelse, har bedt Fødevarestyrelsen om at indhente en uvildig vurdering af den gennemførte dataanalyse hos Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) ved Aarhus Universitet.
- Det er DJF's vurdering, at databehandlingen og afrapporteringen i analysen af læssetid og politianmeldelser af slagsår er seriøs, sagde Henrik Høegh, der også fortalte, at det er DJF's vurdering, at der ikke er nogen dokumentation for en sammenhæng mellem slagskaderne og læssetid.
Måske ny undersøgelse
Fødevareministeren fortalte dog, at en ny mulig undersøgelse kan komme på tale. Fra 1. januar i år har slagterierne registreret menneskepåførte slagskader, som en del af kontrollen. Før blev disse skader registreret sammen med bidsår i kødkontrollen.
- Her kan man præcist måle skaderne påført af mennesker, og når disse data foreligger i 2011, så vil jeg foranledige, at der bliver iværksat en registerbaseret forundersøgelse, der ser på risikoen for slagmærkerne hos den enkelte gris, sagde Henrik Høegh.
Han forklarede videre, at afhængigt af denne forundersøgelse kan en endnu en større undersøgelse blive sat i gang.
- For mig forekommer det her, at være noget juristeri, lød kommentaren til ministerens svar fra Kristen Touborg.
Hos Dansk Folkeparti var man heller ikke helt tilfreds med ministerens svar.
- Konklusionen på den her undersøgelse var trykt på papir med Landbrug & Fødevarers logo. Det papir går jeg ikke ud fra, at de har liggende over i Fødevarestyrelsen. Lad os nu få nogle uvildige øjne til at kigge på det her, opfordrede René Christensen (DF), der dog understregede, at han ikke nærede mistillid til datamaterialet i undersøgelsen.
Hos Dyrenes Beskyttelse vækker det tilfredshed, at ministeren lægger op til en ny undersøgelse.
- Der mangler fortsat en uvildig undersøgelse af, om afregning per minut for læssetid får nogle mennesker til at slå grise for at få dem på vognen. Det har analysen fra Videncenter for Svineproduktion ikke belyst, lyder det fra organisationen.
- Det er med stor tilfredshed, vi konstaterer, at der nu bliver lavet en ny undersøgelse, og det er et fremskridt at Fødevareministeren indvilligede i at drøfte indhold og metode med Fødevareudvalgets medlemmer, inden den gennemføres, lyder det endvidere fra projektleder Birgitte Damm, Dyrenes Beskyttelse.