Skov uden minus er målet

DEMODAG: Ud over nytteværdi, bør skovejere ifølge Skovdyrkerforeningen Syd ikke regne med det helt store indtjeningseventyr ved flisproduktion. Til gengæld er flis ikke så konjunkturfølsom som andre trævarer.

Johannes Paulsen var indtil for tre år siden mælkeproducent og ejer af en mellemstor kvægbesætning. På grund af strukturudviklingen stod han ligesom mange andre kolleger med valget mellem at udvide besætningen kraftigt eller helt at droppe tilværelsen som professionel landmand. Johannes Paulsen valgte det sidste, solgte gården og købte i stedet for den tidligere statsskov, Enderupskov, på 95 hektar, som ligger langs en del af landevejen mellem Gram og Ribe.

- Jeg er glad for skoven. Jeg bruger meget tid her ude, for her er altid noget at gå i gang med. Desuden har mine to sønner også glæde af skoven, i det de bruger den til jagt, forklarede Johannes Paulsen, da han sammen med Skovdyrkerforeningen Syd havde inviteret skovejere og andre interesserede til demo-eftermiddag i sin skov.

Ifølge Skovdyrkerforeningen Syd er Johannes Paulsens skov et godt eksempel på, hvordan en skov kan være økonomisk bæredygtig ud over at være fuld af oplevelser. Men:

- Man skal nok ikke satse på, at en skov kan give overskud. Det er snarere et mål, at indtjening og udgifter udligner hinanden. Og det er flisproduktion nyttigt til, sagde skovfoged i Skovdyrkerforeningen Syd, Per Juul Larsen.

Lærken lægges
Enderupskov blev hårdt ramt af orkanen i december 1999, hvor halvdelen af de 95 hektar blev ramt af stormfald. Dele af det berørte område blev dernæst beplantet med lærk, bøg og douglas-gran. Siden viste det sig, at lærketræet var temmelig hård ved de andre træer, så det var blandt andet det, der var i fuld sving med at blive nedlagt, da Skovdyrkerforeningen Syd med gæster var i Enderupskov.

En af de besøgende spurgte skovfoged Thomas Valentin Jensen, hvad afregningsprisen på træ er hos varmeværkerne.

- Det afhænger af træets beskaffenhed og tørstofindhold. På lærketræ er afregningsprisen på mellem 80 og 160 kroner pr. rummeter. Det træ, der er her i skoven, ligger nok på omkring 90 kroner rummeteren ved levering på værk. Den store fordel ved flisproduktion er, at den er nogenlunde uafhængig af konjunkturerne. Folk kan godt vente lidt med at købe nyt bord, men man skal jo have noget varme uanset hvad, svarede han.

Læs også