Verdensrekord i salg af minkskind

Aldrig er der solgt så mange skind på én dag, som ved gårsdagens pelsauktion hos Kopenhagen Fur i Glostrup. Også priserne følger godt med. De er steget 40 procent siden samme auktion sidste år.

På trods af en generel krise i landbruget, og en masse negativ medieomtale i efteråret, så går det godt for minkavlerne lige i øjeblikket.

I går blev det ligefrem til en rekord ved den næstsidste auktionsdag på dette års februarauktion i Kopenhagen Fur. I alt blev 2,4 millioner minkskind sat til salg, og det er første gang i verdenshistorien, at så stort et antal minkskind udbydes på auktion på én dag. I alt cirka 800 millioner kroner kom der i kassen hos auktionshuset med beliggenhed på den københavnske vestegn.

Formanden for de midtjyske minkavlere, John Papsø, bekræfter, at det for tiden er ganske positivt at være minkavler. Gennemsnitsprisen kommer efter de foreløbige tal til at ligge på cirka 300 kroner pr. skind. Ved februarauktionen sidste år endte gennemsnitsprisen nede på 212 kroner. Altså en prisstigning på over 40 procent på et år. Sidste år skulle der cirka 250 kroner til, før avlernes regnskab gik i nul.

- Vi har haft en god vinter, hvor vi kunne starte tidligt. Derudover er der selvfølgelig Kina. Det er blevet et rigtigt stort marked, og derude er de ikke blevet så hårdt ramt af krisen. Her er der vækst, og de har virkelig brug for mange skind, siger John Papsø.

Prisstigninger vil fortsætte
Når auktionen slutter i dag vil Kopenhagen Fur have udbudt 4 millioner minkskind, foruden en række andre pelstyper. Samlet set vil salget over de fire dage langt overstige 1 milliard kroner. Det gode salg her i februar kommer efter en god auktion tilbage i december måned, hvor gennemsnitsprisen landede på 283 kroner pr. skind.

- Den prisstigning, som vi har oplevet på de sidste to auktioner, den udgør lige knap to milliarder kroner ekstra på betalingsbalancen. Det må i høj grad siges at være mange penge, siger John Papsø.

Han er sikker på, at de høje priser vil fortsætte på de næste auktioner i år.

- Jeg er rimelig positiv, men der er også brug for det. Der er nogle store huller, der skal repareres fra sidste år, lyder det fra John Papsø.

Masser af kinesere
Ifølge Kopenhagen Fur så rejser de mange kinesere den lange vej til auktionerne i Glostrup, fordi de danske pelsdyravlere producerer verdens bedste kvalitet, og i så store mængder, at produktion af færdige pelsvarer kan foregå rationelt hos de kinesiske pelsfabrikanter.

- Dansk pelsdyravl er et velfærdsbærende erhverv, som ikke mindst i den økonomiske krisesituation vi står midt i, viser sit værd. Vi forventer at kunne skabe eksportindtægter på 5 milliarder kroner i år. Dermed fastholder vi de 25.000 arbejdspladser, som dansk pelsdyravl bidrager til samfundsøkonomien med, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur.

Læs også