Slagterigiganten afviser nu kategorisk alle anklager om illegal arbejdskraft og socialt bedrageri, på koncernens slagteri i Oldenburg.
Der er ikke brugt 29 illegale rumænsk arbejdere på Danish Crowns slagteri i Oldenburg i Tyskland. Og arbejderne er ikke snydt for den løn, som de er berettiget til.
Det fastslår kommunikationsdirektør i Danish Crown, Anne Villemoes efter koncernens egen tyske advokat netop har afsluttet en undersøgelse af forholdene, som konkluderer, at det hele beror på misforståelser.
Når rumænerne ikke har fået løn til tiden, skyldes det således en fejl i en rumænsk bank, hedder det i undersøgelsen. Samtidig fremgår det, at rumænerne har fået den løn, de havde krav på.
- Advokaten har kontrolleret og fået verificeret, at kontraktpartneren udbetaler løn og overholder de indgåede aftaler, sådan som han skal i henhold til tysk lovgivning, siger Anne Villemoes til DR.
Undersøger rekrutteringsfirma
Udmeldingen fra Anne Villemoes kommer samtidig med, at tyske medier kan oplyse, at statsadvokaten i Oldenburg netop har indledt efterforskning mod det cypriotiske rekrutteringsfirma, der har hyret de 29 rumænere til opskæringsarbejde på Danish Crowns slagteri i den nordtyske by. Ifølge avisen Nordwest-Zeitung går mistanken på, at rumænerne er ansat ulovligt, og at der ikke er indbetalt sociale bidrag.
- Som det også er kendt herhjemme, har de nyansatte i Oldenburg fået et uddannelsestillæg den første måned, mens de var under oplæring. Derefter falder tillægget væk. Nogle af rumænerne har i december ligget under halvdelen af normen, og derfor har de fået udbetalt en lavere løn, hedder det i advokatundersøgelsen.
På baggrund af undersøgelsen mener Danish Crown ikke, at der er baggrund for at afbryde samarbejdet med det cypriotiske firma. Kommer det dog senere frem, at det cypriotiske firma ikke følger reglerne, så ophører samarbejdet, fortæller Anne Villemos.
- Det står vi fast på. Men advokatundersøgelsen viser jo netop, at forholdene er i orden, siger Anne Villemoes til DR.
Danske slagteriarbejdere vrede
Beskyldningerne i Tyskland har i øvrigt fået Danish Crowns egne tillidsfolk til at tage afstand fra deres egen ledelse.
- Det er ubehageligt at være vidne til, hvordan vores fælles arbejdsgiver spekulerer i social dumping udenfor Danmarks grænser. Vi kan ikke stiltiende se til, mens Danish Crown med den ene hånd udnytter underbetalt arbejdskraft i udlandet, og med den anden forsøger at presse os ned i løn. Vel og mærke med den slet skjulte trussel, at hvis vi ikke makker ret, så ryger vores job til udlandet, og bliver overtaget af bland andet rumænsk arbejdskraft, lyder det i en fælles udtalelse fra tillidsmandskollegiet i Danish Crown.
Herudover gør man opmærksom på, at Danish Crown ikke bare kan dække sig bag revisorer, advokater, og undersøgelser igen.