Den 10. september blev det lovpligtigt at chauffører der kører erhvervsmæssig godstransport skal gennemføre en efteruddannelse hvert femte år.
Hvert femte år skal der sættes fem dage af til at deltage i den lovpligtige efteruddannelse af chauffører, hvis man transporterer gods i sin arbejdstid.
Formålet med efteruddannelsen er, at sikre, at chaufførerne er kvalificerede til at udføre de opgaver, der stilles overfor. Desuden sætter uddannelsen fokus på miljørigtig kørsel og færdselssikkerhed. Sidst men ikke mindst sikrer den et ensartet uddannelsesniveau i EU.
Teori og praksis
Efteruddannelsen indeholder både teoretisk og praktisk undervisning, og der sluttes af med to prøver, når de fem uddannelsesdage er ovre.
På kurset er der tre obligatoriske dage, hvor der undervises i blandt andet energirigtig kørsel, lastsikring, kørehviletidsbestemmelser og sundhed. Derudover er de to valgfri dage, hvor der blandt andet kan vælges køreteknik eller mere branchespecifikke ting, som eksempelvis vintertjeneste.
AMU-uddannelse
I Danmark betaler vi alle til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) via vores skattebillet, og derfor er det muligt at tage efteruddannelsen på en AMU-godkendt køreskole, hvilket er unikt i EU.
- Det er muligt at få denne efteruddannelse for 550,00 kroner per chauffør, og samtidig med at man tager uddannelsen, kan man få dagpengerefussion, fortæller Leif Juul fra Juulgruppen, der udbyder efteruddannelsen som AMU-kursus.
- Den her uddannelse har jo ingen betydning på den korte bane, men på den lange kan den få meget stor betydning, for det kan være med til at give hele branchen et løft, så vi måske kan komme nogle af de fordomme der er om lastbilchauffører til livs, siger Leif Juul.
Udnyt tiden
Også i landbruget køres der med erhversmæssigt gods, og derfor er det allerede nu, man skal begynde at planlægge, hvornår man skal på efteruddannelse.
- Bliver man stoppet og får konstateret, at man mangler efteruddannelse, så får man både kørsesforbud og bøde, så det er med at få tingene i orden. Og i landbruget var det måske en idé at bruge den forholdsvis stille vinterperiode til at sende sig selv eller sine medarbejdere på uddannelse, slutter Leif Juul.