Det er på høje tid at komme ud af vagten, hvis man skal være klar til 2013. Måske kan det lige akkurat nås. Der er ikke plads til forsinkelser, lyder det fra Patriotisk Selskab
Onsdag den 30. september holdt Patriotisk Selskab i samarbejde med Nykredit og Skov A/S møde i Ringsted Congress Center med overskriften »Er der svin i Danmark i 2020«.
Forud for mødet gav Chefkonsulent, Søren Schmidt Thomsen, Patriotisk Selskab, selv svaret:
- Svaret er efter min opfattelse klart JA. Spørgsmålet er blot hos hvem og hvor, sagde han.
En af forudsætningerne for, at man er en af dem, der er med på vognen i 2020, er at kravene om løsgående søer i besætningen er opfyldt i 2013, som loven foreskriver det.
- De fleste soholdere opfylder i dag kravet, men dem der ikke gør, er ved at have travlt nu, pointerede Søren Schmidt Thomsen.
Sæt 2-3 år af til godkendelse
Søren Schmidt Thomsen er leder af Miljøafdelingen hos Patriotisk Selskab, og holdt på mødet i Ringsted indlægget med titlen »2013? Du har travlt«.
En af hans pointer var, at de fleste har behov for at udvide staldanlægget i forbindelse med etableringen af løsdrift i drægtighedsstalden, idet løsdrift kræver flere kvadratmeter. En udvidelse medfører miljøgodkendelse. Alternativet vil normalt være færre søer.
- Ved et effektivt forløb kan det gøres på godt to år, men man skal regne med ca. tre et halvt år, hvis afgørelsen indklages til miljøklagenævnet, hvilket omkring halvdelen af alle sager gør, oplyste han og tilføjede, at det er vigtigt at huske, at klager over barmarksprojekter har opsættende virkning på realiseringen.
- Det er altså nu, man skal ud af vagten, hvis man skal være klar til 2013, og hvis ens sag indklages, kan det endda være, at man ikke kan nå det, pointerede han.
Reduktion i antallet at søer
Kun hvis man kan gennemføre ændringen til løsdrift uden at udvide, kan man nogle gange slippe for en miljøgodkendelse.
Det er dog chefkonsulentens vurdering, at det er de færreste svineproducenter, der er villige til at gå eksempelvis 20 procent ned i antal årssøer, for at kunne etablere løsdrift indenfor de nuværende kvadratmeter i besætningen. Men hvis ikke et byggeri kan finansieres, kan man blive nødt til det.
Finansiering
På samme møde havde chefstrateg hos Nykredit, Klaus Dalsgaard, forinden udtalt, at finansieringsselskaberne kigger meget mere på økonomien i produktionen end på friværdien i ejendommen, når de bevilger lån.
- Det kan vi allerede mærke, sagde Søren Schmidt Thomsen.
- Man skal have en god, sund økonomi, og man skal kunne vise, at investeringen vil bidrage til at øge det yderligere, sagde han, og tilføjede, at han også oplever, at der er et element af, at finansieringsselskaberne venter på hinanden.
- Der omsættes ikke ret mange landbrugsejendommene lige nu, så ingen ved mere præcist, hvad værdien af ejendommene er p.t., sagde Søren Schmidt Thomsen
Samtidigt fastslog han, at der dog - også i disse tider - er svineproducenter, der har en god sund økonomi.
- Der er nogle, der er bedre til at være købmænd end andre og udnytte stordriftsfordele. Der er dem, der kan få en bedre afsætningspris, og der er dem, der er gode til at finde alternative fodermidler.
- Endelig betyder det jo også meget, at man kan vise overfor sin bank, at man har haft en fornuftig drift og management indtil nu, fastslog han.
Høj detaljeringsgrad
Søren Schmidt Thomsen kom også ind på den høje detaljeringsgrad der nu skal til i miljøansøgningerne.
- Tidligere var der mange ting, men kunne lægge sig fast på i sidste øjeblik, efter miljøansøgningen er gået igennem, men sådan er det ikke længere. Nu skal stort set det hele være fastlagt fra begyndelsen.
- Har man ikke alle detaljer på plads fra begyndelsen, kommer man til at bruge unødig tid på det senere, og det vil forlænge miljøgodkendelsen unødigt, oplyste han.
Mødet »Er der svin i Danmark i 2020«, som Patriotisk Selskab afholdt på Sjælland forrige onsdag, er blot det første af flere, der forventes afholdt rundt omkring i landet, og som afholdes i samarbejde med Nykredit og Skov A/S, der også er indlægsholdere på møderne.