Fynsk ejendomsmægler: - Tæt på århundredets største krise.
Halverede jordpriser, en krakket Fionia Bank og afregningspriser på kød og mælk, som koster røde tal på bundlinjen, fortæller alle, at landbruget i øjeblikket befinder sig i et økonomisk stormvejr af dimensioner.
- Det nærmer sig århundredets værste krise for erhvervet, vurderer statsautoriseret ejendomsmægler Dan Gørtz, ejendomsmæglerfirmaet JP Johansen i Odense.
Landbrugsejendomme udgør cirka 80 procent af firmaets forretningsområde, og Dan Gørtz lægger ikke skjul på, at markedet for landbrugsejendomme på det nærmeste ligger stendødt i øjeblikket.
- Det er svært at sige, om jordpriserne er halveret, for en vare, der ikke handles, er svær at prissætte. Men når det gælder produktionslandbrug, så er salget nærmest gået helt i stå. Det er et faktum, konstaterer den fynske ejendomsmægler.
Udvikling i krybegear
Formanden for husdyrbrugsudvalget i Patriotisk Selskab, Søren F. Bonde, lægger heller ikke skjul på, at det ser sort ud for landbruget i øjeblikket.
- De faldende jordpriser betyder, at landbruget finansielt er blevet et dårligere stykke papir. Derfor må vi – i hvert fald for en periode – forvente, at erhvervet bliver sat tilbage i udvikling, siger Søren Bonde, som tilføjer, at krisen i landbruget forplanter sig til følgeindustrien, som stort set også ligger brak i øjeblikket.
Når det gælder svineproduktionen er den ifølge Søren Bonde ekstra hårdt ramt af, at finanskrisen udraderede den top i afregningsprisen, som branchen forventede på baggrund af de høje foderpriser i 2007 og 2008.
- Den prisstigning fik vi ikke, konstaterer udvalgsformanden, og det er sådan set det, der er problemet. Umiddelbart ser 2010 ikke så dårligt ud for svineproducenterne, selv om prognosen er blevet nedskrevet, men fordi vi blev »snydt« for en top i afregningsprisen, er det hele blevet meget vanskeligere.