UDSPIL: Der er tale om et historisk udspil, lød det fra de fire ministre, der i går var sat til at præsentere regeringens udspil, Grøn Vækst.
Efter flere måneders forsinkelse er det nu endeligt lykkedes for regeringen at få præsenteret det ambitiøse udspil, Grøn Vækst, der på en og samme tid skal være med til at forbedre miljøet og sikre vækst for landbrugs- og fødevareerhvervet.
Det skete i går under et pressemøde i København.
- Vi er klar over, at det her oplæg vil blive mødt med kritik. Både fra landbrugsorganisationerne og fra de grønne organisationer, indledte vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) pressemødet.
- De, der nu vil være kritiske, de bedes slå det lange lys på og lade være med at tænke kortsigtet og på situationen her og nu. Også selvom det er det nemmeste, sagde hun videre.
Udover Lene Espersen var også miljøminister Troels Lund Poulsen (V), fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K) til stede.
Miljøteknologi
I udspillet har regeringen sat i alt 13,5 milliarder kroner af til at få vækstplanen ført ud i livet. Pengene skal bruges til at sikre renere vand, færre drivhusgasser, mere og bedre tilgængelig natur samt et grønnere landbrugs- og fødevareerhverv i vækst.
Regeringen vil blandt andet skabe en mere grøn landbrugsproduktion ved at oprette en pulje på 145 millioner kroner årligt i perioden 2010-2015 til nye investeringer i miljø- og klimavenlig teknologi i landbruget. Landbrugets rolle som leverandør af grøn energi vil regeringen også styrke. Målsætningen er, at 40 procent af husdyrgødningen i 2020 bliver udnyttet til grøn energi.
Afgifter på pesticider
Flere afgifter til landbruget kommer man dog ikke uden om i Grøn Vækst. Som ventet kunne miljøminister Troels Lund Poulsen (V) fortælle, at der nu vil komme flere afgifter på pesticider.
- Vi lægger op til en massiv reduktion af pesticider med skadevirkning for naturen. Sprøjtemidlerne er igennem de sidste mange år blevet billigere, og pesticidforbruget er desværre også steget i de sidste par år. Det er til skade for både mennesker og dyr. Derfor indeholder Grøn Vækst også en forøgelse af pesticidafgiften, sagde Troels Lund Poulsen.
Derudover lægger regeringen op til en omlægning. De pesticider, der er mindst skadelige for miljøet, får den mindste afgift, mens de pesticider, hvor miljøbelastingen er særlig høj, kan se frem til »betydelige afgiftsstigninger«, som det er formuleret i udspillet.
- Det skal altså kunne betale sig at passe på vores miljø, sagde Troels Lund Poulsen.
Nyt måleinstrument
Udover afgifter på pesticider kunne Troels Lund Poulsen også fortælle, at behandlingshyppigheden vil blive erstattet af en vurdering af belastningsomfang.
Det vil i praksis sige, at man ser på hele det dyrkede areal og ikke kun det konventionelt dyrkede.
Ifølge Troels Lund Poulsen er dette en meget mere intelligent indikator.
- Det vil sige, at det kan betale sig, også i forhold til pesticidforbruget, at omlægge til økologi og udtage til skov og natur, sagde Troels Lund Poulsen.
Fundet en god balance
Under pressemødet blev der også spurgt ind til, hvordan fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) troede, landbruget ville modtage det her udspil. Blandt andet på baggrund af den store uenighed, der angiveligt har været internt i Venstre med hensyn til udspillet.
- Jeg synes, vi har fundet en rigtig god balance i det her udspil i forhold til ambitionerne om at forbedre miljø og natur, og til at varetage de vækstmuligheder, som erhvervet må have, sagde Eva Kjer Hansen.
- Der er ingen tvivl om, at vi er i en situation, hvor landbrugserhvervet har det hårdt, og her mener jeg, at det her udspil giver nogle muligheder for investeringer, der kan bære landbruget videre, lød det videre fra fødevareministeren.