Medbestemmelse og åbenhed skaber arbejdsglæde

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Historisk set har landmænd suverænt bestemt over alle detaljer på bedriften og i det daglige arbejde. Men som arbejdsgivere skal de lære at uddelegere - også for deres egen skyld. Det anbefaler Landscentrets ekspert indenfor arbejdsmiljø.

Arbejdsglæde og godt psykisk arbejdsmiljø afhænger i høj grad af, hvor meget medbestemmelse og medansvar de ansatte har - også i landbruget. Derfor skal landmænd uddelegere noget mere.

Men det er ikke altid lige let, lyder det fra en erfaren arbejdsmiljøkonsulent. Landmænd har nemlig tradition for en instruerende ledelsesform, hvor man siger: Du gør sådan og sådan.

- Men det dur ikke over for kvalificerede medarbejdere. De kan og vil selv - og det skal man lade dem gøre, siger arbejdsmiljøkonsulent Tormod Overby, Landscentret.

Tormod Overby understreger, at den holdning også er gunstig for landmandens helbred: Ingen kan lede en virksomhed i vækst ved at være med i alle detaljer.

Godt psykisk arbejdsmiljø kræver derudover åbenhed mellem lederen og medarbejderne. Og det gælder også for de økonomiske forhold på bedriften.

- Det er mange landmænd ikke i vane med, konstaterer Tormod Overby.

Men åbenhed skal også omfatte økonomi og produktionsforhold, mener arbejdsmiljøkonsulenten.

- Når medarbejderen er nået til driftslederniveauet, er vedkommende kommet til et punkt, hvor man som driftsleder har stor indflydelse på produktionsresultater, det være sig i relation til kvæg, svin eller planteavl. Og når driftslederen har indflydelse på og har opnået de mål, hvad er så det næste, spørger Tormod Overby.

Ifølge arbejdsmiljøkonsulenten er næste trin på trappen, at driftslederen også får indflydelse på produktionsøkonomien.

- Efter min mening vil driftslederen have behov for indflydelse på produktionsøkonomi. Det vil typisk være indkøb, forhandlinger og beslutning om eksempelvis fodervalg. Og driftslederen vil sikkert også gerne vide, hvordan dækningsbidrag ser ud, siger arbejdsmiljøkonsulenten.

Tormod Overby minder om, at 30 procent af de ansatte driftsledere i landbruget overvejer at skifte erhverv.

- Det tal er dobbelt så stort som alle andre brancher. Hvis vi skal fastholde dem, er vejen frem at involvere medarbejderne, konkluderer arbejdsmiljøkonsulenten.

Arbejdsklima er temaet på de fire kurser, som Dansk Landbrugsrådgivning og Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord har arrangeret i februar og marts. To kurser er afholdt, de sidste to finder sted den 15. marts i Høng og den 20. marts på Bygholm Landbrugsskole.

Læs også