(LANDBRUG SYD) 50 år på gården fejres med åbent hus. Det har været et liv præget af engagement, optimisme og glæden ved at være sammen med andre mennesker.
Der sidder han, i bambusstolen i udestuen, og skuer over det smukt bølgende landskab ved Enner nær Horsens. Det er ikke det eneste den 78-årige Niels Møller Nicolajsen skuer over.
Med 50 år på bagen som landmand på sin elskede Højbogård har den gamle landmand et langt, aktivt og lykkeligt liv at kigge tilbage på. På torsdag 1. juli er en epoke slut. Niels Møller Nicolajsens 42-årige datter Kirsten overtager roret og samme dag fejres jubilæet med et åbent hus arrangement fra kl. 11-17.
Gennem alle årene har Niels Møller Nicolajsen været kendt ved navnet »Møller«. Det slår den afslappede og uhøjtidelige tone an, og alligevel er det lidt mere specielt end bare at blive kaldt »Niels«. For lidt mere speciel end de fleste er han, denne Møller. Altid venlig, altid positiv, altid fremsynet, har Møller været aktivt engageret i stort set alt en landmand kan rode sig ud i: landboforeningen, foderstofforeningen, kvægavlsforeningen, mejeriet, kontrolforeningen, sognerådet, menighedsrådet…
Efterhånden som årene gik og moderne tider overtog, blev de forskellige foreninger og mejerier lukket eller lagt sammen med andre og Møllers diverse formandsposter og andre tillidsposter forsvandt. Det var derfor med lidt forsigtighed, at menighedsrådet tog imod den gæve jyde.
- Menighedsrådet var bange for, at hvis jeg var med i det vil det resultere i, at kirken også blev nedlagt, fortæller han med et glimt i øjet. Møller er bestemt ikke gået ind for det nedbrydende, men har haft evnen til at se fremad og forstå, at man skal følge med tiderne, herunder at arbejde for effektive strukturtilpasninger.
- Det har været en kolossal, spændende oplevelse at være med i alle de ting i årenes løb. Det har været dejligt med alle de mennesker jeg har lært at kende. Der har kun været plusser, fortæller Møller begejstret. Som en rød tråd har været hans lyst og evne til at påvirke udviklingen i samfundet og han glæder sig over, at naboer og kolleger har bakket ham op ved at stemme på ham. Opbakningen har Møller også fået på hjemmefronten.
- Det er helt afgørende, at man har opbakning hjemmefra. Hos min kone Inga har jeg aldrig oplevet sure miner trods det, at jeg har deltaget i tusindvis af møder i løbet af mine 50 år på gården. Møller bliver stille og eftertænksom, når talen falder på Inga, som han mistede Skt. Hans aften i 1997. Det var et hårdt slag, som stadigvæk gør ondt, da hun som 64-årige måtte opgive sin kamp mod kræft.
Inga og Møller mødte hinanden, da de i årene 1950-1953 begge arbejdede på gården Højvang ved Ørum nær Daugaard – hun som kokkepige og han som fodermester. Da de siden skulle købe deres egen gård, var Inga ligeglad, om det blev i det østjyske eller om det blev i Thy, hvor Møller stammer fra.
- Hun var ligeglad, hvor vi boede, bare det var sammen med mig, mindes Møller med et smil. Det blev mange begivenhedsrige år sammen, hvor Højbogård blev udvidet fra de daværende 25 ha og 10 køer til 160 ha plus 100 ha i forpagtning samt 135 SDM køer.
Inga og Møller havde aldrig behov for at søge folk – de kom af sig selv. I årenes løb er det blevet til omkring 100 danske medhjælpere og 30 udlændinge, herunder 21 japanere. Typisk for sammenholdet er, at japanerne har dannet hvad man nærmest kan betegne som en fanklub - »Højbogård Club« – i Japan, som skriver julekort »hjem« til Højbogård hvert år. Alle medhjælpere – både gamle og nuværende – er inviteret til komsammen lørdagen efter Møllers åbent hus, og der kommer 12 japanere hele den lange vej fra Japan for at hylde og hilse på Møller.
- To ting i mit liv har virkelig berørt mig. Det ene var, da Inga døde. Det andet var, da jeg fik at vide, at der skulle bygges et fængsel på Højbogårds marker. Vi læste først om det i Horsens Folkeblad – vi havde ikke engang fået besked! Borgmesteren undskyldte med, at brevene var kommet i den forkerte postkasse, fortæller Møller hovedrystende.
Den oprindelige plan vil have kostet gården 100 tdr. land, hvilket i realiteten vil have betydet enden for Møllers landbrug. Det endte heldigvis med kun at koste ham 15 tdr. land, men han er ikke tilpas med at have et fængsel som nabo blot 800 m væk – et fængsel som oven i købet skal være Nordeuropas mest sikre. Der må ikke sås majs, plantes træer eller drives jagt.
- Hvorfor skal man placere et fængsel på Danmarks bedste landbrugsjord, spørger han undrende.
For seks år siden blev gården omlagt til økologi og det glæder den gamle Møller.
- Jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne lide alt det sprøjteri. Det er noget svineri. De traditionelle landmænd har lært grueligt meget af økologerne og sprøjter mindre nu end før i tiden. Jeg synes, økologerne skal have lidt af æren for, at dansk landbrug har sænket forbruget af sprøjtemidler. Det er en kæmpe udfordring at være økolog. Man skal virkelig lære at sætte ind på de rigtige tidspunkter.
- Bortset fra at miste Inga og det med fængslet har det været et pragtfuldt liv. At producere sunde fødevarer – ja - kan man komme til at lave noget der er mere væsentligt? Jeg er stolt af det, siger en den friske landmand på tærsklen til sit otium.