Arealkravet er ikke helligt

- Ideen om at skelne mellem højteknologiske og lavteknologiske anlæg er helt og holdent Fødevareministeriets, siger Gert Karkov.

Hvor formanden for Svendborg og Omegns Landboforening, Niels Rasmussen, i sidste uges Effektivt Landbrug slog til lyd for at fremme udviklingsmiljøer for teknologiske tigerspring indenfor gylleseparering, frygter Landboforeningernes viceformand, Gert Karkov, nærmest en overophedning i sektoren.

I hvert fald, hvis man i den nye bekendtgørelse om husdyrhold og arealkrav med faste rabatsatser på jordtilliggender, gjorde det særligt lukrativt for visse store besætningsstørrelser at gå i gang.

- Vi mener, som det også fremgik af Landboforeningernes høringssvar forud for bekendtgørelsens endelige udformning, at det er slutproduktets beskaffenhed ved gylleseparering, der burde afgøre, hvilken rabat der kan opnås på husdyrproducenternes ejerkrav til landbrugsjord, siger Gert Karkov.

- Sådan blev det som bekendt ikke, og det er helt og holdent ministeriet, der i den endelige udformning af bekendtgørelsen har besluttet sig for at skelne mellem høj- og lavteknologi og derudfra definere de to niveauer for rabat på ejerkravet til jord. Det er ikke en ide, der kommer fra landbruget, hævder han.

- Jeg mener, alle skal have samme ret til at opnå rabat på arealtilliggendet. De mindre producenter kan jo så samle sig omkring fællesanlæg og derved komme med, siger Gert Karkov.

- Det er vigtigt for mig, at vi nu har fået knæsat et princip om at arealkravet ikke er et helligt område og dermed tror jeg, vi med bekendtgørelsen alligevel har fået et kæmpespark fremad i udviklingen af gylleteknologi. Selv om vi da gerne havde set, at der blev åbnet for en større dynamik på området, frem for de faste procenter, man nu er havnet på.

»Ti år efter Miljøstyrelsen opfordrede os til at arbejde med udvikling af gyllesepareringsudstyr, gav man os en halvdårlig bekendtgørelse«.

Det er det højeste, direktør Flemming Klynder fra Funki Manura A/S, kan svinge sig op til, når han skal fælde sin dom over den bekendtgørelse om husdyrhold og arealtilliggende, Fødevareministeriet satte i kraft i forrige uge.

Flemming Klynder er ikke imponeret over de vilkår, man, med den nye bekendtgørelse, byder danske landmænd, der vil investere i gylleseparering. I stedet er han positivt overrasket over, hvor hurtigt man for eksempel i et land som Spanien kan trække i arbejdstøjet og handle på et identificeret problem. Her fandt han for nyligt ud af, at der er 20 store fællesanlæg til gylleseparering under opførelse – bare i én provins.

- Jeg mener sagtens, man kunne administrere efter de konkrete anlægs effektivitet frem for at ende med to niveauer og definitionerne om høj- og lavteknologiske anlæg. I Belgien administrerer man efter en 40 sider lang bekendtgørelse mod vores første tiltag, der er på en halv side. Nok skal det være enkelt at administrere, men det skal også have hold i virkeligheden.

Nu vil al udvikling sigte mod de fastsatte grænser i det, jeg vil kalde ikke-effektive anlæg og halveffektive anlæg. Det betyder, at vi, der arbejder med en 100 procents løsning, får det sværere og værste fald må begynde at pille noget ud af vore anlæg for at tilbyde landmændene noget, de kan finansiere. Man kan sige, at fællesnævneren med den nye bekendtgørelse bliver lavere og miljøet bliver taberen.

- Fra udlandet er interessen for gylleseparering stor. For eksempel har vi haft en del besøg fra Japan, hvor man for tiden giver 80 procent tilskud til gyllesepareringsanlæg. Men det er vanskeligt for os at arbejde på eksportmarkederne, når vi ikke har et tilstrækkeligt hjemmemarked for vore anlæg. Det er den første forudsætning for succes i udlandet med dansk landbrugsteknologi, siger Funki-direktøren.

- Det er det, jeg mener med det stærke fokus på dekantercentrifugen, som man jo i mange år har anvendt i udlandet.

- Ved at sigte så ensidigt mod sådanne anlæg bliver det på miljøets bekostning. Jeg håber virkelig ikke, danske svineproducenter i større stil etablerer sig med disse anlæg, fordi det i værste fald kan udløse en miljøbombe på grund af det høje indhold af fosfor i tørstofdelen, som bliver anvendt på grund af den del af kvælstoffet, der stadig vil befinde sig i fraktionen, og skal indgå i gødningsregnskabet.

Som et forvarsel på det problem, kan Flemming Klynder oplyse, at der i Belgien, Holland og Frankrig står 80-100 dekantercentrifuger, som ikke anvendes mere.

- Dem kan danskerne jo så købe billigt, siger han sarkastisk.

Læs også