Både landbruget og amtet bruger store ressourcer på VVM. Fyns Amts sagsbehandling koster cirka tre millioner kroner om året, og landbruget må af med et langt større beløb. Samtidig er det uklart, om det omfattende arbejde giver samfundet en tilsvarende gevinst i miljøet.

- Vi skulle gerne få noget miljø for pengene. Men der er ingen, der kan føre bevis for, hvor meget vi får. Det er en trossag. I sidste ende må vi tro på dem, der fortæller os, hvad der er nødvendigt. Andet kan vi ikke gøre som lægmænd og politikere.

Det sagde formanden for Trafik- og Miljøudvalget i Fyns Amt, Poul Weber, på et møde i onsdags på Landbocentret i Odense, hvor fynsk landbrug præsenterede det projekt, som en arbejdsgruppe med agronom Sv. Duedahl Vesterlund i spidsen har lavet for at forenkle sagsbehandlingen af VVM-ansøgninger i Fyns Amt.

Arbejdet, der nu er beskrevet i en rapport, har ført til en kortere sagsbehandlingstid i Fyns Amt. Det har samtidig medvirket til at skabe en bedre dialog mellem landbruget og amtets miljøfolk, der tidligere ikke var på den bedste talefod med hinanden, når det drejede sig om VVM.

Formanden for De fynske Landboforeninger, Niels Hansen, pegede på, at der i forbindelse med behandlingen af mange VVM-sager sker en ekspropriation af landmændenes produktionsret. Det sker for eksempel, når en landmand for at få gang i produktionen går med til, at et bestemt areal kun må belastes med 0,6 dyreenheder.

- Der er tale om meget store værdiforringelser. Det er millioner vi taler om. Og det skaber usikkerhed om ejendommenes værdi - for eksempel når man står i en salgssituation med en ung landmand, sagde Niels Hansen, der på landbrugets vegne kræver kompensation for rådighedsindskrænkningerne.

Og der skal ske noget snart, mener landboforeningsformanden.

- Vi kan ikke vente ti år, for så kan det skabe præcedens, at vi ingen kompensation får i dag. Det er et kæmpe problem. Og jeg forstår faktisk ikke, at mine kolleger er så godmodige og fredsommelige, som de er på det her område, sagde Niels Hansen.

- Det er som om det hele skal være så kompliceret som muligt. Som landmand føler man sig som en jagthund, der hellere må bide, for man får alligevel nok tæsk på et tidspunkt. Det er ikke til at holde ud. Politikerne har masser af gode intentioner om forenkling. Men der sker ikke noget. Kunne du ikke tage fat om problemet? sagde Anders Hansen med adresse til Poul Weber.

- Vi presser på for at få nogle fælles regler, svarede Weber, men der vil ikke være politisk flertal for at slække på de målsætninger, der er på nuværende tidspunkt. Men vi arbejder alle sammen på at forenkle måden, vi arbejder på.

- Den nuværende miljøminister har været inde på, at man kunne lave en bagatelgrænse. Hvis landmanden svarer på nogle ting i en »screeningsselvangivelse« og får »ja« hele vejen igennem, hvorfor skal der så bruges tid i administrationen på at sidde og se det hele igennem? sagde Niels Peter Nørring, der finder det urimeligt med en sagsbehandlingstid på fem-seks måneder for en screeningssag.

Den tid kan det blandt andet tage, fordi amterne stadig bruger vidt forskellige retningslinier og kriterier for, hvornår der skal gribes ind. Amterne anvender for eksempel forskellige modeller til beregning af kvælstof-, ammoniak- og fosforbelastningen

- Kan det være rigtigt, at alle 14 amter skal opfinde den dybe tallerken? Det mener jeg ikke. I stedet for bør man centralt opfinde én dyb tallerken, som man sender ud til amterne, sagde Niels Peter Nørring, som oplyste, at amterne og landbruget i øjeblikket arbejder på at skabe nogle fælles retningslinier.