Solen strømmer ind fra staldvinduet, og lysstrålen lander på en rund griserumpe. Grisen ligger tilfreds med lukkede øjne og tager sig en lur imellem to af sine kolleger, som ligner den til forveksling: Sovende, runde, trinde og af samme størrelse.

Sådan ser det ud i alle slagtesvinestierne hos Anne og Michael Richelsen i Ulstrup ved Vojens. Grisene i hver sti har en ensartet størrelse, og de er trivelige.

- Da vi overtog gården i november 2000, var dyrene velpassede og så sunde og raske ud. Det ville vi selvfølgelig gerne fortsætte med. Der var en foderkontrakt med KFK, som løb frem til august 2001, og som vi var fuldt ud tilfreds med, fortæller Michael Richelsen.

Tilfredsheden med KFK foderet til trods æder grisene hos Anne og Michael Richelsen nu tysk svinefoder.

- Det første år var hårdt, og det var en udfordring. Hver dag skete der nye ting, og der var nye ting, der skulle tages stilling til. På landbrugsskolen lærte vi om økonomi, men det var mere teoretisk. Nu er der lige pludselig konsekvenser, hvis vi vælger forkert – det kan komme til at koste os penge. Det var både nemt og betryggende for os at overtage foderkontrakten det første år, siger Anne og Michael samstemmende.

Der skulle forhandles ny kontrakt i september sidste år.

- Vi brugte konsulent Christina Hansen ved Sønderjysk Svinerådgivning til at hjælpe os med at udforme standardformularer, så vi kunne hente sammenlignelige tilbud hjem fra de forskellige foderfirmaer. Vi var målløse over de prisstigninger, vi skulle opleve, beretter Michael Richelsen.

- Vi trillede tommelfingre og ventede på, at priserne på sojaskrå ville falde. I mellemtiden handlede vi foder til dagspris, og det svarede til de nye kontraktpriser, altså en stigning på 15-20 procent i forhold til året før. Vi var ved at være lidt bange for, at vores ny kontrakt skulle tegnes til de høje priser, beretter Michael Richelsen.

Så kom det tyske svinefoder ind i billedet.

- Vi hørte om det tyske foder hos andre svineproducenter, og Sønderjysk Svinerådgivning sagde, at det burde være med i vores overvejelser, da det var konkurrencedygtigt. De har behandlet alle firmaerne ens – uanset, om de var danske eller udenlandske, fastslår Anne og Michael Richelsen.

- Hvorfor skulle vi ikke udnytte det europæiske marked? Det kan ikke passe, at der skal være så stor prisforskel nord og syd for grænsen, siger han og Anne supplerer:

- Den, der leverer den billigste vare, får ordren – ligesom ved alt muligt andet licitation. Hun er dog enig med Michael om, at pris og kvalitet skal hænge sammen, og at det ikke nytter noget at kigge på prisen alene.

Michael medgiver, at det kan være »træls« for de danske foderfirmaer at miste kunder på den måde. Men dertil og ikke længere går sympatien for dem.

- Hvis foderfirmaerne havde gjort deres arbejde ordentligt, havde de vel ikke stået helt uvidende om forholdene i Tyskland. Da de satte priserne, burde de have taget det med i deres overvejelser, at der var så væsentlig en konkurrent så tæt på grænsen, mener Michael Richelsen.

Han undrer sig i øvrigt over, at de tyske biler kører både dag og nat. Det har han ikke set de danske biler gøre, og han mener, at der må være noget effektivitet at hente for de danske firmaer på den konto.

- Foderet fra KFK, som vi fodrede med den første sæson, var vi fuldt ud tilfredse med, men det var for dyrt at fortsætte med. Nu har vi billigere foder samtidig med en bedre tilvækst og foderforbrug, siger Michael Richelsen.

- Jeg er en glad mand i dag. Efter ejendomskøbet var foderskiftet den beslutning, jeg har været mest usikker om at tage, indrømmer han.

Det viser sig, at det var den rigtige beslutning, for den har sparet Anne og Michael Richelsen for 150.000 kroner, svarende til 30 kroner for hver eneste af de 5000 grise, der efter at have sovet, ædt og vokset ude i slagtesvinestalden sendes til slagteriet. Og det er ikke så ringe endda.