Ingen julestemning hos juletræsproducenterne
Markedet for juletræer er hårdt presset. Kun de bedste træer opnår samme priser som sidste år. Mange producenter må sælge deres træer under produktionsprisen, og nogle får slet ikke solgt deres produktion.
De danske juletræsproducenter sender i år over 10 millioner juletræer til udlandet. Det er rekord. Alligevel er der ikke julestemning i branchen. Opkøberne har presset priserne så langt ned, at dyrkerne i mange tilfælde må sælge deres træer under produktionsprisen. Nogle får slet ikke solgt produktionen, fordi deres træer er af for dårlig kvalitet.
Det sidste er ikke tilfældet for Langesø Skovbrug ved Morud. Her har man fået afsat hele produktionen til fornuftige priser. Men skovrider og næstformand i Dansk Juletræsdyrkerforening, Finn Jacobsen, kender mange, som ikke er lige så heldige.
- De store producenter med gode handelsforbindelser klarer sig nogenlunde og opnår rimelige priser for træer af bedste kvalitet. Men de mindre gode træer - og dem er der mange af - er svære at afsætte i år, siger skovrideren, som vurderer, at en tredjedel af årets danske juletræsproduktion ikke kan bære omkostningerne hjem og må sælges til under den pris, det har kostet at producere dem.
- Hvis man skal tjene penge på juletræsproduktionen, skal man have en gennemsnitspris på mellem 50 og 60 kroner pr. træ. Det er der mange, som ikke får i år. Men de får trods alt mere end høstprisen. Derfor kan det alligevel betale sig at sælge træerne. For som en avler sagde: Det gælder om at begrænse tabet, siger Finn Jacobsen.
- I sommers skete der det, at markedet nærmest var panisk i august, hvor der blev handlet store mængder juletræer – eller cirka to tredjedele af de træer, opkøberne skulle bruge. Derefter gik markedet stort set i stå det meste af september og oktober, fortæller Henrik Mainz, der er marketingsmedarbejder i juletræsdyrkerforeningen.
De næsten to måneders stilstand skabte nervøsitet i markedet, der først kom i gang igen i slutningen af november, hvor opkøberne afgav ordrer på resten i forventning om, at de kunne købe den sidste tredjedel af træerne til lavere priser.
- I øjeblikket er folk fuldstændig blå i hovedet af at skove træer og få dem sendt af sted. Alligevel er der et ret stort antal producenter, som ikke kan få solgt deres træer. Det er typisk de mellemstore og ikke helt så professionelle producenter, der ikke har været i stand til at kontrollere kvaliteten af deres træer, som derfor er meget vanskelige at afsætte, siger Henrik Mainz, som forudser, at en del af de danske juletræsproducenter indstiller produktionen i de kommende år og lader være med at gentilplante deres arealer.
Fremover bliver der kun plads til to slags juletræsproducenter, mener marketingsmedarbejderen.
- Den ene gruppe er de topprofessionelle producenter, der forstår at styre produktionen og er bevidste omkring omkostnings- og kvalitetsstyring af produktionen.
- Den anden gruppe, fortsætter Henrik Mainz, bliver de helt små producenter, der kun afsætter til hjemmemarkedet via stalddørssalg og måske har en enkelt eller to aftagere i udlandet, som de via et godt venskab har handlet med gennem årevis. De vil blive ved med at være på markedet, fordi de kan springe nogle led i distributionssystemet over og derved spare på omkostningerne.
- I takt med, at priserne falder, ser folk sig om efter andre afsætningskanaler, hvor de kan få en højere pris hjem for deres juletræer. Og det kan de ved at henvende sig mere direkte til kunderne, siger Henrik Mainz, som tilføjer, at programmerne er lavet for at undgå, at de nye eksportører bliver brugt til at presse priserne på markedet ned.
Langesø Skovdistrikt hører til dem, der har lavet deres eget eksportselskab for at afsætte deres juletræer udenom de allerstørste opkøbere og kunder i Tyskland.
- Der sidder under 10 rigtig store modtagere i Tyskland. Og man kan roligt sige, at de stort set bestemmer prisen selv. De fortæller de store danske eksportselskaber, hvad de kan få for træerne, og så regner disse baglæns og kommer frem til en pris til producenten, der som regel ikke er tilfredsstillende, siger skovrider Finn Jacobsen, som håber, at produktionen af juletræer herhjemme vil falde fremover, så det bliver lettere at afsætte træerne til en fornuftig pris.
Og det er der udsigt til. Ifølge marketingsmedarbejder Henrik Mainz vil 2002 også blive et vanskeligt år for juletræsproducenterne. Derefter vil mængden af træer falde over de følgende år, og det skulle betyde lysere udsigter for de danske juletræsproducenter.
Finn Jacobsen peger dog på et usikkerhedsmoment. Udlandet er nemlig også begyndt at få en produktion af normannsgran juletræer op at stå. Hvis denne produktion vokser, samtidig med at den danske går ned, vil markedet ikke blive bedre set med danske øjne.
- Udlandet er ikke helt så gode til at lave juletræer, som vi er. Vi kan lave en bedre kvalitet, end man kan syd på. Det gør, at der ikke er så stor konkurrence på de gode træer. Men når det gælder den ringere del af træerne, kan alle stadepladserne køre ud i oplandet og hente, hvad de har brug for. Derfor bliver prisen på disse træer presset helt i bund, siger Finn Jacobsen.
- Så hvis man ikke er bidt af det, tilføjer den fynske skovrider, skal man holde sig fra juletræsproduktion.