Aftale med tysk mejeri skal sikre stabil mælkepris

FirstFarms indgår en langtidskontrakt med den tyske mejerikoncern Fude + Serrahn Milchprodukte GmbH & Co. KG

Den 1. april er der ikke længere mælkekvoter i EU, og dermed er mælkeproduktionen udelukkende baseret på markedsvilkår.

Det er baggrunden for, at FirstFarms A/S, der driver landbrug i Slovakiet og Rumænien, nu har indgået en langsigtet aftale med den tyske mejerikoncern Fude + Serrahn Milchprodukte GmbH & Co. KG. Mejeriet skal aftage FirstFarms mælkeproduktion i Slovakiet.

- Vores mål har været at sikre en stabil afsætning til en fornuftig pris på kendte, langsigtede vilkår i lighed med det, andre mælkeproducenter i EU har, siger administrerende direktør for FirstFarms Anders H. Nørgaard i en pressemeddelelse.

Heri peger Anders H. Nørgaard på, at FirstFarms dermed følger en mælkepris, som er udregnet efter det, end håndfuld tyske mejerier betaler sine leverandører:

- På den måde er vi sikret fornuftige markedsvilkår, fordi aftalen desuden er uopsigelig længere tid frem.

FirstFarm oplyser, at Fude + Serrahn Milchprodukte GmbH & Co. KG har hovedsæde i Hamburg og tre mejerianlæg i Tyskland – og koncernen havde i seneste regnskabsår en omsætning på 740 millioner euro og omsatte cirka 800.000 ton mælk.

Læs også