Landmændene forvalter i dag cirka 60 procent af arealet i Danmark. Derfor øver man som landmand en betydelig indflydelse på fremtidens landskab. Her tænkes specielt på de ændringer i landskabet, der sker som følge af blandt andet sammenlægning af marker, plantning af læhegn, beplantninger omkring ejendomme og etablering af skov. For ud over den almindelige drift af en ejendom, det være sig fuldtids eller deltids, er flere af disse ting naturlige følger af bo på en landbrugsejendom.

Ændringerne på den enkelte ejendom, og dermed på landskabet som helhed, har betydning for den øvrige befolknings oplevelse af landskabet, når de bevæger sig rundt i landet ligeså vel som det har betydning for ens egen oplevelse af ejendommen. For det er vel altid udgangspunktet – nemlig at ændringerne foretages med udgangspunkt i ens egne behov. Man skal blot også tænke et skridt videre og se på, hvilke øvrige konsekvenser ændringerne kan have. Det gør hovedparten da også.

Marksammenlægninger så man ofte førhen med baggrund i rationaliseringsmæssige hensyn i markdriften. Denne tendens er dog ikke så udpræget længere og heldigvis for det. Mange landmænd ynder at se vildtet, det være sig råvildt, ræv, hare, fasan eller agerhøne, bevæge sig rundt på ejendommen under markarbejdet. Eftersom markskel og vejkanter i stor stil er blevet nedlagt og reduceret, har det haft betydning for de vildttyper, der lever her. Det er specielt agerhønen, lærken, viben men også haren. Således har især agerhønsene oplevet en meget stor nedgang i populationen.

Ligeledes er der i disse hegn ikke høje træer, der normalt er tilholdssted for agerhønsenes naturlige prædatorer som for eksempel duehøgen. De nye læhegn supplerer derimod markskellene og markvejene i relation til at virke som ledeveje og spredningskorridorer for vildtet. Effekten har da også kunnet aflæses i vildtstatistikken for råvildt, som er gået utrolig meget frem. Det er således vigtigt at gøre sig klart, hvad det er man ønsker at tilgodese; læforhold eller vildtet og da hvilken type vildt.

Ønsker man at gøre noget for at øge antallet af blandt andet agerhøns og generelt sikre vildtet gode føde- og redemuligheder, er der en række muligheder at tage fat i. Først og fremmest gælder det om at sørge for, at der er tilstrækkelig med ro til vildtet. Det vil sige at der skal være uforstyrrede områder, for eksempel i form af en beplantning i tilknytning til et eksisterende læhegn eller et vandhul.

Ud over at der skal være fred og ro til vildtet skal de rette fødemuligheder på de rette tidspunkter naturligvis være til stede. Det vil sige primært i de sene vintermåneder og de tidlige forårsmåneder, idet der traditionelt ikke er meget fødegrundlag tilbage her.

Der er en lang række muligheder at gøre brug af. En af dem er at udså vildtagre, for eksempel fodermarvkål, honningurt, stauderug og oliehør. Herved sikres fødegrundlag for vildtet og dette vil være med til at holde vildtet på ejendommen frem for at det trækker væk for at søge føde andetsteds.

I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at alt for mange læhegn bliver forsømt, når de først er plantet. Når man vælger at bruge penge på at anlægge læhegn bør man også bruge den tid det kræver at vedligeholde dem. Ellers får man ikke fuld valuta for sin investering forstået på den måde, at effekten af læhegnet ikke bliver så optimal, som hensigten var.

Derfor skal man i tide få fjernet ammetræerne, idet de breder sig voldsomt og tager plads fra de egentlige bestandstræer- og buske. Når man så endelig fjerner dem opstår der store tomme huller. Ligeledes er almindelig udtynding vigtigt, idet de enkelte individer i læhegnet ellers i kamp om at overleve stræber op mod lyset, hvorved læhegnet bliver bart i bunden. Dermed er der ingen lævirkning i bunden, hvilket formentlig ikke var tilsigtet. Der er således al mulig grund til at pleje sin investering i læhegn, hvor efteråret og vinteren er et godt tidspunkt både for landmanden og for træerne.