De lige plovfurer

Med præcision og tålmodighed vender plovene furene. Det skal være så tæt på perfekt som muligt til danmarksmesterskabet i pløjning.

Klokken er 10.45 en efterårslørdag på en stubmark få kilometer vest for Grindsted. En let, lidt kølig brise og nogle få grå skyer på himlen minder om, at sommeren skulle have været forbi for længst.

Den gule stubmark er delt op i små parceller, hvor alvorsfulde og koncentrerede unge mænd arbejder. Omkring 650 tilskuere i løbet af dagen følger nøje med i begivenhederne.

Der er danmarksmesterskab i pløjning. Deltagerne gør en del af deres daglige markarbejde til en dyst. 26 perfektionister fra hele landet konkurrerer om, hvem der kan pløje mest lige, mest jævnt og mest ensartet.

De unge mænd kommer fra nord, syd, øst og vest, fra forskellige slags jordtyper og pløjeforhold med deres vendeplov eller standardplov. De vil vise deres evner på den lette og flade jord, som gårdejer Bernhard Mortensen, Grindsted, har stillet til rådighed i dagens anledning.

Kl. 11.15. Den gyldne overflade på stubjorden forvandles til mørkebrun. Fure efter fure. Efterårsluften krydres med duften af friskvendt jord. Pløjerne har været i gang i over to timer. Det går langsomt, men målrettet, præcist. Med jævne mellemrum er der en pløjer, der springer ud af traktoren, ruller sit målebånd ud og checker afstanden mellem furerne, og om furerne er parallelle.

Grindsted Landbrugsskole har været vært til spisning og overnatning for konkurrencedeltagerne, og Ribe Amts Landboungdom har stået bag det landsdækkende arrangement.

Unge mennesker fra landboungdom er overalt at finde denne dag. De styrer bilerne på plads på parkeringspladserne, uddeler programmer, holder øje med pløjningen. I dagevis op til denne store lørdag har de arbejdet intenst med at få det hele op at stå, og nu kan de se, at det er lykkedes for dem. Selv vejret smiler venligt.

Publikum er tilfredse. Udstillerne er tilfredse. Der er stande fra landbrugsskoler, maskinforhandlere, dækfirmaer og bilsælgere.

Derudover er der veterantraktorpløjning, traktortræk, ponyridning og spisetelt. Landboungdom har tænkt på folk i alle aldre, og der er noget for enhver smag.

Kl. 11.45 er der ingen traktorer tilbage på parcellerne. Nu skinner dommerne i det brune landskab med deres selvlysende grønne vester. De tramper rundt i den løse jord, går langs med furene, på tværs af furene, studerer furenes dybde, ensartethed, sammenhæng og pakning.

Dommerne måler, vurderer, bedømmer. Alle furene skal ligne hinanden i højde og dybde, være tydeligt markeret, og man må ikke kunne se, hvor mange furer ploven har. Dommerne arbejder hver for sig, når de tildeler point, men går sammen tre og tre, når den endelig bedømmelse skal gives.

Duften af noget spiseligt breder sig fra madteltet. Nogle af publikum har selv mad med og går hen til deres biler for at hente madpakkerne og termokanderne frem. De enkelte medbragte hunde får sig en slurk vand, før anden halvleg af konkurrencen går i gang.

Men nu er det også tid til, at de unge DM-deltagere er klar til at kaste sig over grønjorden. De starter med flækningen præcis kl. 12.45, ligeså nøjagtig i deres overholdelse af tidsplanen, som de er med deres pløjning.

Nu blæser det lidt op, himlen mørknes, og eftermiddagen føles lidt mere alvorlig. Der står et mesterskab på spil.

Ploven køres omhyggeligt i stilling. En rød farvemarkering på jorden viser, hvor den skarpe spids på plovskæret skal ramme. Så tages der hul på den grønne jord. Der køres en meter eller to frem og standses. Frem med målebåndet. Furedybden måles, ploven justeres, der skrues og strammes. Nogle meter frem igen og øvelsen gentager sig med at måle og justere. De første 10 meter tager fem minutter, men så ser det ud til, at pløjeren er tilfreds med furedybden, og han kan koncentrere sig om at køre så lige som muligt.

Langsomt frem og tilbage. Det går meget mere langsomt, men meget mere præcist, end når markerne pløjes derhjemme under det almindelige efterårsarbejde. Og både plovene og traktorerne, der bruges til konkurrencen, vil aldrig gøre sig gældende på et almindeligt effektivt landbrug. Traktorerne er små – ikke meget større end veterantraktorerne, som dyster på den anden side af læhegnet. Men i dag er det heller ikke effektivitet der gælder, men kunsten. Og mesterskabet.

Læs også