Landbrugsskole i 100 års fest

Forleden kunne Gråsten Landbrugsskole fejre sit 100 års jubilæum – og det blev fejret med manér.

Fuldt hus i idrætshallen på Gråsten Landbrugsskole, da skolen forleden fejrede 100 års jubilæum. Tidligere folketingsmedlem for partiet Venstre, Bertel Haarder, var hovedtaler i forbindelse med 100 års jubilæet på Gråsten Landbrugsskole. Bjarne Ebbesen, nuværende forstander på Gråsten Landbrugsskole, er den 8. forstander på skolen i de 100 år, der er gået siden grundlæggelsen.

Historiens vingesus blæste i den grad over Gråsten Landbrugsskole forleden, hvor skolen fejrede sit 100 års jubilæum, der blev markeret med først en reception, der blev efterfulgt af jubilæumsfest.

Og det er på mange år et markant stykke sønderjysk landbrugshistorie, der både dengang og i dag kendetegner Gråsten Landbrugsskole.

Der blev i den grad også kigget både tilbage og fremad på skolens historie og position i dag, da en række talere skød jubilæet i gang ved receptionen.

Som skolens 8. forstander på de 100 år, var det derfor også nuværende forstander Bjarne Ebbesen, der stolt kunne byde velkommen til 100-års jubilæet, som han afslørede, havde varet forberedt gennem lang tid.

- Forberedelserne til 100-års jubilæet startede for fem år siden. Blandt andet med den planlagte udgivelse af en bog om skolens 100 års historie, afslørede Bjarne Ebbesen.

En bog der nu er blevet til virkelighed, og som samtidig bliver skolens årsskrift for 2024 – et årsskrift, som skolen laver hvert år.

I forbindelse med jubilæet blev også en jubilæumssang om Gråsten Landbrugsskole offentliggjort og sunget - »Med hænder skaber vi håb«, der er skrevet af Simon Lægsgaard, der foruden forstander på Brandbjerg Højskole også er næstformand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

Musikken til sangen er skrevet og komponeret af Rasmus Skov Borring, der er pianist, komponist og foredragsholder.

Historie og visioner

100 års historie, som grundlæggerne af skolen nok ikke tænkte så meget på, da de lagde de første grundsten tilbage i 1924 – men store tanker blev der dog tænkt.

- Argumentation skal være vores våben som skole og kommende fødevareproducenter, citerede Gråsten Landbrugsskoles bestyrelsesformand i dag, Esben Lauridsen fra de nedskrevne tanker og visioner om skolen, der blev nedskrevet dengang.

Historien var i den grad også omdrejningspunktet for tidligere folketingsmedlem for partiet Venstre, Bertel Haarder, der var hovedtaler i forbindelse med Gråsten Landbrugsskoles 100 års jubilæum.

Her kunne den garvede politiker afsløre, at han både havde oplevet sin første ungdomsforelskelse og tillige fandt sin hustru gennem nu mere end 50 år på landbrugsskolen.

Og han fremhævede især det specielle ved netop grundlæggelsen af Gråsten Landbrugsskole.

- Sønderjylland manglede en landbrugsskole. Der skulle hentes ind i udvikling efter genforeningen. Dengang var der kun Ladelund og Kjærgård, der begge lagde på den forkerte side af Kongeåen, lød det med et smil fra Bertel Haarder, der så siden selv stiftede bekendtskab med skolen som elev – men landmand blev han dog aldrig:

- Jeg synes det var kedeligt at hakke roer, så derfor blev jeg ikke landmand.

Men livet på skolen som elev var han glad for, og Bertel Haarder noterer sig også, at samme glæde og tilfredshed med skolen også ses den dag i dag.

- Det er dejligt at læse i jubilæumsbogen at skolen har den højeste elevtilfredshed og har fokus på at uddanne de unge til selvstændige landmænd, konstaterede Bertel Haarder.

Blandt talerne i forbindelse med jubilæet var også borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen, (S), der selv er tidligere elev på skolen. Og han glæder sig over at have en skole som Gråsten Landbrugsskole i sin kommune.

- Gråsten Landbrugsskole er en hjørnesten i Gråsten og i kommunen. Efter genforeningen var målet dengang at skabe en skole, der kunne uddanne gode samfundsborgere og hele mennesker. Og det er sket lige siden, konstaterede Erik Lauritzen.

Læs også