Naturplejer Ulf Nielsen fortæller i dette debatindlæg, hvordan han gang på gang må indfange sine dyr, når de, skræmt fra vid og sans, er drevet ud af indhegningerne af ulve.
Af Ulf Nielsen, naturplejer, Brøndum Nørgaard Natur-Ox, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev
Vi har haft besøg af ulve flere gange. Her er min status over de ulveangreb, vi har haft.
Første gang var i 2017. En kalv dræbt og halvt ædt. Cirka 100 styk anguskvæg løbende ud i tre retninger – heldigvis kun ind i andre indhegninger. Ulveangrebet påvirkede kvæget de næste år, hvor de var meget nervøse, hvis fremmede viste sig.
2018: En dødfødt kalv, som jeg havde lagt ud som lokkedue, var blevet til et fuldstændigt afpillet skrog med ribbenene gnavet af ved rygbenet.
Ulvebestand på 100 er en mulighed i løbet af fem år
I 2020 blev 11 plage gennet ud af en indhegning ved Søvej tæt ved Bulbjergvej. En stor, tyk hjørnepæl samt fire andre træpæle var knækket, som var det tændstikker. Plagene flygtede cirka 3 km ad den gamle hovedvej og næsten hen til Vust-kurven om natten, inden de fandt ind på en mark. Det lykkedes heldigvis at fange plagene ved hjælp af kreaturvogn, fanggitre og 50 meter fårehegn, samt fem flinke hjælpere. Plagene blev kørt tilbage til deres indhegning. I løbet af natten ødelagde de indhegningen tre steder, dog uden at komme væk fra indhegningen.
I 2023 blev seks plage gennet ud af en indhegning ved Ellidsbøl strand/Valbjerg. Plagene rendte øverste tråd ned på et nyt hegn. Der var hår efter en af plagene på hegnet og fund af ulvespor i sandet på stedet. Plagene fortsatte mod øst gennem den cirka 7 km lange Vester Thorup-plantage, hvor vi fandt dem dagen efter. Ved hjælp af en tam nordbagger fik vi dem lokket frem til Ralvejen, hvor der var hundeskov på den ene side samt vildthegn på den anden. Her havde vi placeret kreaturvogn og fanggitre, og plagene blev lokket op i vognen af nordbaggen.
2024
Tirsdag den 30. april: 6 ud af 11 plage blev gennet gennem en indhegning ved Fosdalen. Flere egepæle var knækket og øverste hegnstråd sprunget. Plagene var ikke at finde den dag i den omkringliggende plantage. Vi fandt dem dagen efter, hvor vi ved hjælp af nordbaggen fik lokket hestene op i kreaturvognen.
Onsdag den 1. maj konstaterede jeg, at cirka 50 meter hegn var løbet ned i den vestlige ende af et hegn på Svineklovene. Mindst en hest havde været udenfor indhegningen, idet der lå friske hestepærer udenfor indhegningen.
I samme lokalområde tilså jeg fredag den 3. maj fem plage i en indhegning på Kollerup Strandvej cirka kl. 14. Blot tre timer senere blev jeg ringet op, at plagene var på vej hjem til gården. Efter indfangningen af plagene besigtigede jeg deres indhegning. Her var også cirka 50 meter hegn løbet ned.
Meldte hus forbi
Jeg kontaktede Voldt-konsulenten i Naturstyrelsen i Thy, som er kontaktmand ved ulveangreb. Han måtte desværre melde hus forbi, når ingen plage var blevet dræbt, men indvilligede til sidst i at videresende en mail til Miljøministeriet fra mig, angående problemet med ulveangrebene. Lørdag kontaktede jeg politiet for at drøfte problemet, og luftede tanken om at lade heste løbe fremover, når ingen tog mine bekymringer alvorligt.
Torsdagen efter blev jeg kontaktet af en flink mand fra Miljøministeriet, som heller ikke kunne hjælpe med at få ulvene skudt. Jeg konfronterede ham med, at Dyrehaven – efter et dådyr havde fået hovedet bidt af – omgående fik tilladelse til at skyde.
Dyreværnslov ude af trit med virkeligheden
Historien er, at et dådyr den 11. december 2014 fik bidt hovedet af i Jægersborg Dyrehave. Den kraft, som hovedet var bidt af med, vakte mistanke om, at det var en ulv, der havde bidt hovedet af dådyret. Naturstyrelsen sendte flere jægere ud for at skyde skadevolderen, uanset om det var ulv eller ej.
Naturstyrelsen gav straks tilladelse til regulering af ulve i Jægersborg Dyrehave inden for hegnet af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed. Naturstyrelsen vurderede, at der ikke fandtes andre brugbare løsninger, hvorfor der blev meddelt tilladelse til regulering i medfør af §26 i bekendtgørelsen om vildtskader.
Det er »fantastisk«, at dyrehaven er det eneste sted, der er givet tilladelse til at regulere skadevoldende ulve, og vi andre dyreholdere bare er til grin, når vi henvender os angående ulveangreb med undslupne dyr til følge. Det problem må dyreholderen selv klare.
Den flinke mand fra Miljøministeriet havde været konfronteret med den kendsgerning før. Han forstod godt, at det virkede forkert, at man på Sjælland, i Dyrehaven, kunne få tilladelse til at skyde problemulve, og at vi andre ikke kunne få lov.
Belastende
Som hesteholder er det en meget stor belastning både psykisk og fysisk, når ens heste bliver gennet ud af indhegningerne. Også på grund af tanken om, at de kommer ud i trafikken, hvor folk kan lemlæstes ved påkørsel af hestene.
- Det virkede forkert, at man på Sjælland, i Dyrehaven, kunne få tilladelse til at skyde problemulve, og at vi andre ikke kunne få lov
Jeg er rigtig sur over, at nogen synes, at det er dejligt med ulve, men på ingen måde ønsker at hjælpe med indfangning af dyr, og ingen myndigheder tager problemerne alvorligt.
Mon ikke myndighederne vil få lettere ved at finde en løsning, hvis jeg henviste folk, der ser nogle af mine undslupne heste, til at ringe til den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, som er meget begejstret for ulve. Det kunne også være Naturstyrelsens ulvekonsulent eller politiet.
Jeg vil i hvert fald ikke sætte mit gode helbred over styr, medens alle andre griner af ens problemer og frygt.
Der er ikke lighed for loven
Den 11. december 2014 fik et dådyr bidt hovedet af i Jægersborg Dyrehave. Den kraft, som hovedet var bidt af med, vakte mistanke om, at det var en ulv, der havde bidt hovedet af dådyret. Naturstyrelsen sendte flere jægere ud for at skyde skadevolderen, uanset om det var ulv eller ej.
Naturstyrelsen gav straks tilladelse til regulering af ulve i Jægersborg Dyrehave inden for hegnet af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed. Naturstyrelsen vurderede, at der ikke fandtes andre brugbare løsninger, hvorfor der blev meddelt tilladelse til regulering i medfør af §26 i bekendtgørelsen om vildtskader.
Det er »fantastisk«, at Jægersborg Dyrehave er det eneste sted, der er givet tilladelse til at regulere skadevoldende ulve, og vi andre dyreholdere bare er til grin, når vi henvender os angående ulveangreb med undslupne dyr til følge.
Ulf Nielsen, naturplejer, Fjerritslev