Årets digitale landmand: Digitale løsninger skal motivere
- Det vigtigste for os er at give vores medarbejdere de redskaber, de har brug for til at klare deres arbejde bedst muligt. Om det så er en svensknøgle eller et it-program, er underordnet, konstaterer Kristian Kappel, der sammen med sin bror, Anders Kappel, driver Brunshøjgård I/S i Thy.
Mens der jævnligt er brug for en svensknøgle, gør brødreparret også ivrigt brug af deres digitale værktøjskasse for at optimere arbejdet på bedriften, der tæller 1.800 søer, en årlig produktion af 66.000 smågrise og 12.000 slagtesvin samt 650 hektar jord i omdrift. Bedriften beskæftiger udover brødrene Kappel 15 medarbejdere.
Selvom de begge to har taget de digitale muligheder til sig, peger lillebror Anders på storebroderen som manden, der er hurtigst til at kaste sig over nye muligheder og ikke mindst til at få tingene til at fungere i praksis.
Derfor var det Kristian Kappel, der er blevet indstillet til prisen som Årets Digitale Landmand 2021, som dommerpanelet nu har udpeget ham til vinder af.
Ikke eksperter
Når man snakker digitale redskaber hos familien Kappel, tæller det både landbrugsspecifikke løsninger som blandt andet Grainit lagerstyring, MyCase og MyJD til maskinparken, ProGrow-kameraovervågning af grisenes tilvækst, digitale drænkort, FarmTracking, Cropmanager og gps-udstyr til blandt andet at sikre faste kørespor, mens der også bliver gjort flittigt brug af mere almene programmer som blandt andet Microsoft Office 365.
- Der er formentlig nogle, der er bedre til at bruge de enkelte programmer end os, men jeg tror ikke, der er mange, der aktivt bruger lige så mange digitale redskaber som vi gør, siger Kristian Kappel, der af samme grund heller ikke har føjet mange nye redskaber til på det seneste.
- Lige nu er vi i en periode, hvor vi holder lidt igen og i stedet forsøger at blive endnu bedre til at bruge, de ting vi allerede har, siger Anders Kappel.
- Vi tager de nye muligheder til os, fordi de giver os mulighed for at handle på fakta frem for fornemmelser og gøre arbejdsgange nemmere, men også fordi vi synes, det er sjovt. Den vigtigste øvelse er så, at vi også får medarbejderne med på den. De skal kunne se meningen i det, og de skal frem for alt synes, det er sjovt at arbejde med. Det skal være motiverende, fastslår Kristian Kappel, der i en verden fuld af data sætter en ære i kun at fokusere på de data, der giver værdi på bedriften.