Anika Buur Leth er ansvarlig for hesteudstillingen på Det Fynske Dyrskue. Et arbejde hun har haft siden 2019.
Det er interessen for heste siden Anika Buur Leths 11. år og den altoverskyggende passion for fuldblodsaraberen, der har drevet hende ind i arbejdet som hesteansvarlig på Det Fynske Dyrskue.
- Jeg fik min første hest for 24 år siden og min første fuldblodsaraber i 2005. I 2007 udstillede jeg her på dyrskuet for første gang og det har jeg så gjort frem til for få år siden, hvor jeg fik ansvar for hesteudstillingen. Nu går dyrskuedagene med at få hele arrangementet til at forløbe glat, fortæller Anika Buur Leth, der har været ansvarlig for hesteudstillingen siden 2019.
Flere og flere opgaver
- Det begyndte som sagt med, at jeg selv udstillede min fuldblodsaraber. Det udviklede sig til, at jeg også blev raceguide for racen og senere også blev repræsentant for »min« race i Fyns Hesteforum. Der har jeg siddet – og sidder stadig – i cirka ti år. Blandt andet som næstformand, uddyber Anika Buur Leth.
Hun fremhæver, at når man nyder fællesskabet og stemningen i en sådan forening, så kommer man hurtigt til at få flere og flere opgaver.
- Og pludselig er man fanget i det, smiler hun.
Man bliver grebet
Derfor var det også naturligt, da Det Fynske Dyrskue i 2019 manglede en, der kunne stå som ansvarlig for hesteudstillingen, at hun slog til og delte posten sammen med to andre – bare for et år, som Anika Buur Leth udtrykker det.
- I 2020 blev der fundet en, der gerne ville have opgaven. Jeg hjalp hende godt i gang, og vi tog opgaven sammen til og med 2022. Og i år klarer jeg den så alene, smiler Anika Buur Leth og glæder sig over, at hun er ved at opnå en del erfaring.
- Det er nogle skønne dage under dyrskuet. Hårde og med ikke ret meget søvn, men man er sammen med en flok af skønne mennesker, og man kan simpelthen ikke lade være med at være en del af det. Fest og farver - man bliver grebet.
Arbejdet begynder i januar
Arbejdet med at planlægge Det Fynske Dyrskue begynder for Anika Buur Leth i koordineringsgruppen i løbet af januar. Hestegrupperne følger efter i februar og i marts/april trappes der op med flere møder og planlægning.
Når tilmeldingsfristen afsluttes – for hestenes vedkommende den 23. april – begynder arbejdet med at gennemgå alle tilmeldte heste, lave katalog, program og udsende information til alle udstillere.
- Det er nu, vi for alvor får travlt, og der er udover al den praktiske planlægning også stadig aftaler, der skal indgås og følges op på, siger Anika Buur Leth.
Planlægning af shows
Hun fortæller, at Fyns Jagtrideklub i år kommer og laver show både lørdag og søndag, ligesom hun håber, at Dansk Køreforbund, der har jubilæum i år, kommer og giver en opvisning.
- Der er stadig lidt løse ender, men det er blandt andet det, vi bruger en del tid på fra nu og frem til dyrskuedagen, siger Anika Buur Leth og fremhæver, at der også vil være forskellige clinics i løbet af dagene formentlig med en adfærdstræner og en hestefysioterapeut.
Passion for araber
Privat bor Anika Buur Leth i Nr. Broby og har gennem årene haft både dansk varmblod, haflinger, shetlandspony og fuldboldsaraber.
- Da jeg havde flest, havde jeg tre fuldblodsarabere og en shetlænder til selskab. I dag glæder jeg mig over, at naboen har hele fem fuldblodsarabere, jeg kan nyde synet af og gerne må hjælpe med at passe i ny og næ, siger Anika Buur Leth, der er blevet alene og derfor flyttet fra gården i Gislev til hus uden mulighed for hestehold.
Hendes passion for fuldblodsaraberen er dog intakt.
- De er smukke og har et fantastisk sind. Mange misforstår og tror, at fuldblodsaraberen er vild og uregerlig. Men snarere tværtimod. De er sensitive ja, men utroligt lærenemme og vil meget gerne arbejde for en. Det er en skøn race – og når man deltager på dyrskuet, har man mulighed for at fremhæve netop alt det.
Reklame på dyrskuet
Anika Buur Leth påpeger muligheden for at fremvise netop den race, man elsker, på dyrskuet.
- Det er et af formålene med at tilmelde sin hest til Det Fynske Dyrskue. At få fremvist racen og alle dens fortræffeligheder og få det udbredt så meget, som man kan. Og så selvfølgelig også hyggen og fællesskabet. Det findes ikke bedre end i de tre dage, hvor Det Fynske Dyrskue løber af stablen.
I alt er der tilmeldt knap 230 heste til dyrskuet i år. Med opvisningsheste oveni bliver de mange stalde, ifølge Anika Buur Leth, fyldt godt ud.