Bredt maskinudvalg krydret med pølser og fastelavnsboller
J. Hundahl er klar til åbent hus i Thisted 21.-22. februar.

Februar måned rimer altid på åbent hus, fastelavnsboller og masser af maskiner hos J. Hundahl i Thisted. Arkivfoto
Pølser og fastelavnsboller er en fast tradition, når J. Hundahl inviterer til åbent hus i Thisted i februar måned. Sidste år blev der langet hele 10.300 pølser og 4.300 fastelavnsboller over disken, mens dagen også gav anledning til masser af maskinsnak og flere handler.
- Og vi er i handelshumør igen i år, fastslår medejer Søren Hundahl, der ud over de spiselige trækplastre også har linet hele maskinforretningens udvalg op.
Det betyder blandt andet New Holland-traktorer og -mejetærskere, Ropa-kartoffeludstyr, jordredskaber fra He-Va, græsudstyr fra Kuhn og ikke mindst J. Hundals nye forhandling af Stamas elektriske maskiner.
- Vi har den helt brede palette klar, og så kommer der en masse specialister fra de forskellige mærker. Vores filosofi er, at man gerne skulle gå klogere fra vores arrangement, og der bliver altså al mulighed for at få en snak om, om lige præcis de redskaber, man har gået og overvejet, er den rigtige løsning til ens behov eller om der er andre muligheder, som er værd at overveje, fortæller Søren Hundahl, der også lover skarpe specialpriser på udvalget af butiksvarer til åbent hus.
Skub på
Mens der vanen tro bliver tryk på i Thisted-afdelingen den 21. og 22. februar, melder Søren Hundahl om generel travlhed i butikken i kølvandet på den grønne trepartsaftale.
- Der var lidt stilstand for nogle måneder siden, da ingen viste, hvad det hele ville ende med, men nu har vi fået en afklaring, og man må sige, det er et ukueligt folkefærd, vi har med at gøre i landbruget. Så der er skub på både i forhold til salg og på vores værksteder. Så vi er optimistiske, fortæller Søren Hundahl, der blandt andet ser masser af liv på kartoffelfronten.
- Men det er over hele linjen, der er godt gang i den. Vi har altid stilet efter at kunne dække alle behov – lige fra motorsaven til mejetærskeren – og vi må bare sige, at der er noget at se til på alle fronter lige for tiden, så det er positivt, fastslår maskinhandleren.