Næste års succes kræver god forberedelse

Som forberedelse til 2021 kan landmanden og familien overveje en række forhold til sikring og styrkelse af de juridiske og økonomiske tilstande.

Af Jens Axel Kruchov, advokat og partner, Storm Advokatfirma

Snart skriver vi 2021. Det bliver forhåbentligt mere roligt end det snart forgangne år.

2020 har nemlig været et turbulent år – også for landbruget. Året har budt på store udsving i afregningspriser og mange afledte konsekvenser af Covid-19-pandemien.

Som forberedelse til 2021 kan landmanden og familien overveje en række forhold til sikring og styrkelse af de juridiske og økonomiske tilstande.

Skat

Som det første vil jeg opfordre til, at landmanden får tjekket både sin egen og ægtefællens forskudsregistreringer. Hvis der fremføres et skattemæssigt underskud, skal landmanden opfylde betingelserne for dette ved udgangen af det pågældende indkomstår.

I tilfælde af et økonomisk sammenbrud med konkursbehandling bortfalder landmandens adgang til at fremføre underskud for det indeværende indkomstår, og dette omfatter bortfald af ægtefællens ret.

Derfor er mit råd, at der forskudsregistreres, så ægtefællen betaler normal skat løbende. Herved undgås restskat. I tilfælde af fortsat underskudsfremførelse, da vil ægtefællen få udbetalt overskydende skat året efter.

Salg af ejendomme 

En eventuel skattebetaling som følge af et salg af en ejendom, forfalder ved udgangen af det år, hvor salget er sket.

Har landmanden solgt en ejendom i indeværende år, skal der derfor ske en opgørelse af skatten og en frivillig indbetaling inden den 31. december 2020, hvis det skal forhindres, at der lægges et procenttillæg på skattekravet.

Ligger landmanden i aktuelle i forhandlinger om salg af en ejendom, er det værd at overveje at udskyde indgåelsen af salgsaftalen til efter årsskiftet. Herved opnås, at skattekravet i forbindelse med salget først stiftes ved udgangen af 2021. Der opnås med andre ord et helt års udsættelse af skattebetalingen.

Ud over dette vil en sælger også opnå ret til et års yderligere ejertidsfradrag i beregningen af en avanceskat. Sælger får et fradrag for hvert år, sælger har ejet den solgte ejendom.

Succession og VSO

Nu bliver det en smule indviklet, men det har stor betydning. Ved et generationsskifte på en bedrift er der mulighed for skattemæssig succession til næste generation. Det betyder, at køber kan overtage sælgers skattemæssige stilling.

Skattemæssig succession er meget udbredt i familiehandler som en del af køberens finansiering og for at sikre sælgers økonomiske forhold efter salget. Der kan som udgangspunkt ske succession i alle aktiverne.

Hvis der skal ske succession i sælgers opsparingskonto i virksomhedsskatteordningen, skal der imidlertid indgås en aftale om generationsskiftet den 1. januar – med både underskrift og overtagelse samme dato.

Værdiansættelser 

Reglerne om værdiansættelse af landbrug er under gennemgribende forandringer. Der er sket ændringer i Skattestyrelens opfattelse af de oprindelige regler i cirkulæret om værdiansættelse i familiehandler, og der er programsat nye vurderinger efter den nye vurderingslov.

Der bør derfor enten indhentes et skattemæssigt bindende svar på parternes aftale om værdierne eller tages et skriftligt skatteforbehold, så ændringer fra Skattestyrelsen kan håndteres på et forud aftalt grundlag.

Med håbet om et succesfuldt 2021, ønsker jeg glædelig jul og godt nytår.

 

Læs også