Grønhøj Bioenergi ved Karup i Midtjylland har produceret gas i omkring et års tid i deres seks reaktortanke. Biogasanlægget producerer på årsbasis omkring syv millioner kubikmeter gas, blandt andet ud af kogylle, som pumpes direkte fra stalden til anlægget.

Thomas Johansen ejer mælkeproduktionen, hvor biogasanlægget har adresse. Han er samtidig medejer og direktør for Grønhøj Bioenergi.

Gassen afsættes til HMN Naturgas via en ni kilometer lang jordledning til Karup, hvor HMN har en modtagestation. Herfra pumpes gassen ind på naturgasnettet til forbrugerne.

Ny gasaftager

Fra årsskiftet har Grønhøj Bioenergi fået endnu en gasaftager Det er varmeværket i Frederiks.

- Frederiks Varmeværk kører på naturgas. Fra årsskiftet ville fjernvarmeprisen for forbrugerne stige med omkring 30 procent, fordi det statslige tilskud til elektricitet fremstillet på naturgas er bortfaldet. For en almindelig husstand i Frederiks ville det betyde en forøgelse af varmeregningen med 3000-4000 kroner om året, fortæller Thomas Johansen.

- Når varmeværket i stedet brænder biogas af, kan varmeprisen stort set holdes i ro. Derfor etablerer vi nu en cirka fem kilometer lang ledning direkte fra Grønhøj Bioenergi til varmeværket, siger Thomas Johansen.

Gylle, møg og majs

Når Grønhøj Bioenergi producerer rundt regnet syv millioner kubikmeter til naturgasnettet på årsbasis, svarer det til ikke mindre end 20.000 kubikmeter hvert døgn. Eller omkring 900 kubikmeter i timen.

15 procent af materialet til biogasanlægget kommer fra kogyllen på stedet, mens der også pumpes gylle direkte fra genboens svineejendom. Her ud over køres der gylle til anlægget fra et par håndfulde andre leerandørere.

Grønhøj biogasanlæg »fodres« også med komøg, hønsemøg, majs og andre mere faste ingredienser.

Gummiged klarer møget

For at kunne håndtere så store mængder møg, har Grønhøj Bioenergi investeret i en Komatsu WA320-8. Maskinen, som vejer 17 tons, kører 2-3 timer dagligt.

Medejer og direktør i Gønhøj Bioenergi, Thomas Johansen, havde ikke tidligere haft en gummihjulslæsser og havde derfor ingen præferencer.

- Efter forskellige maskiner på prøve, blev det så Scantruck i Skive, der leverede en, fortæller han.


 

Energi